"I'm too tired, I've lost my birdspotting skills"

Undskyld I ikke har hoert fra os laenge. Det har vaeret svaert at finde tid til at skrive, da vi har haft brug for at traene vores birdspotting skills forud for vores tur til Mindo, "a birdwatchers paradise" (citat: Lonely Planet) denne weekend. Mindo er en lille by ca. to timers koersel fra Quito, som ligger i bunden af en dal. Byen er omgivet af skov, og ligesom man ikke kan se byen for bare traeer, var det vores indtryk foer vi tog afsted, at man heller ikke ville kunne se traeerne for bare fugle. Bird. Vi havde ret (Lonely Planet har fat i noget). Fredag drog vi glade og optimistiske  afsted, med bus og med fuglekikkerterne sikkert om halsen, saa vi til hver en tid var klar hvis vi skulle spotte en sjaelden fugl. Bird. Vi indlogerede os paa et nice hostel, lavet af bambus og om aftenen sad vi lidt i baren, hvor vi snakkede med de andre gaester, og modtog tips og tricks (desvaerre ikke om birdwatching).

En aegte birdwatcher staar op med fuglene, saa vi drog tidligt afsted loerdag morgen og gik op, op, op til en af de faa sevaerdigheder i Mindo, som ikke direkte har noget med fugle at goere, canopy (metalwires spaendt op mellem traerne paa bjergsider, hvorpaa man bliver spaendt fast, og faar lov til at svaeve frit over skoven). Da vi ankommer spotter Anne hurtigt (ikke en bird, nej) men et kaempestort skilt hvorpaa der staar "WE SPEAK ENGLISH". Det viste sig at vaere rigtigt - mere eller mindre. Efter den foerste saetning; "Which language, italiano, francés, english or spanish?" (hvortil vi selvfoelgelig paent svarede; "english please") foregik alt paa spansk.Muchas gracias. Kort tid efter befandt vi os med vores tre mandlige guider, klaedt paa til canopy, ved the wire, hvorfra turen gik. Selve canopy turen var rigtig god, men vores guider bidrog helt sikkert ogsaa til at vi havde en fantastisk oplevelse. Undervejs blev der joket godt og grundigt (med os, men mest om os... paa spansk...) og to af vores guider gjorde meget ud af at fortaelle os om de forskellige arter af orkideer og sommerfugle, der findes i Mindo. Inden turen var omme var Anne saa godt som giftet vaek til Juan Paulo II (der var to Juan Paulo, vi er ikke sikre paa om det var en daarlig joke eller om de to Juan Paulos rent faktisk hed Juan Paulo) - man maa ogsaa give Fernando at han havde arbejdet haardt for at faa det til at ske. Susan havde formaaet at misforstaa flere jokes med sikre undertoner, godt taget! Bird. Efter turen fik vi lov til at skrive i deres gaestebog (vi foelte os meget specielle, da den sidste person - ogsaa af hunkoen - havde skrevet i oktober 2010).

Efter den vilde canopy tur begav vi os mod vandfaldet i taxa. Hernede har vi efterhaanden laert at det er vigtigt at goere som ecuadorianerne, saa uautoriserede taxaer i Mindo - no hay problema! Op, op, op gik det endnu en gang. Vi gik det sidste stykke fra det ene vandfald (som ikke var nice - i hvert fald efter hvad vi havde hoert) og op til det andet. Det vil sige, vi gik op, for derefter at gaa ned. Paa denne del af turen tog en meget overbegejstret Anne over - hun havde transformeret sig om til en serioes birdwatcher! Vi naaede ikke langt imellem hendes begejstrede udbrud "look there's a bird!". Annes moment of shine denne dag, var da hun spottede et reb nedad en stejl skraaning "Ej se, der er en genvej!" - 2 sekunder senere begiver hun sig ivrigt, og knap saa elegant, nedad. Og naar Anne kan saa kan Susan da ogsaa, saa efter Annes sikre nedtur gjorde Susan hende kunsten efter. Da vi naaede vandfaldet i bunden af dalen klaedte vi om - og saa var det tid til at bade! Vandet var virkelig flod-koldt, men det var en nice oplevelse. Dog skal det siges (advarsel til andre "hvide" der rejser steder, hvor folk ikke er vant til at se lys hud) at risikoen for at vaere en attraktion i attraktionen er vaeldig stor. En dame synes det var sjovere at tage billeder af os, end af hendes badende boern. Henad mod slutningen af vores bad tog den mindoske regn over og vi forvandlede os til poncho-birds (tak til Susans mor for de matchende regnponchoer). Saa begav vi os opad igen igen. Da vi, efter at have kaempet os vej, naaede toppen kunne man ikke se os for bare mudder. Og birds.

Da vi naaede hjem efter en indkoebstur i Mindo (og en underlig underlig mand der forstyrrede vores ellers saa udemaerkede frokost ved at sidde og synge for en dame) tog vi vores birdwatching skills til det naeste niveau, lagde os i haengekoejerne paa verandaen, fortaerede en plade chokolade og kastede os ud i de mest umulige akrobatiske numre, for at undgaa at rejse os. Susan blev ved med at spotte birds i et saadant tempo, saa Anne til sidst maatte udbryde "I'm too tired, I've lost my birdspotting skills". Men som vi jo alle ved, saa lader en aegte birdwatcher sig aldrig stoppe af bagateller saasom; regn, mudder eller afstand! Hvis vi har glemt at naevne det, saa regnede det hele weekenden, men altsaa Mindo var stadig nice!

Anne spotter meget fotogen cow-bird

Susan spotter giant blad-bird

Soendag middag da vi gerne vil hjem begiver vi os med bagagen fyldt med gode oplevelser (og birds) til Mindo busstation, hvor vi faar den meget nedslaaende udmelding "No hay mas tickets hoy" (oversat; I kan ikke komme hjem). Her vil vi gerne indroemme at vi panikkede en smule - den eneste maade at forlade Mindo paa er nemlig med... bus! Efter en deprimeret, dermed knap saa optimistisk, halv time, fik vi dog tillusket os en staaplads i bussen, saa vaerre var det heller ikke (note til os selv: bestil billet til bussen i god tid).

Som en break i vores ellers saa intensive birdwatcher traening tog vi for en uges tid siden til Otavalo med de andre volontoerer. Det viste sig at vaere en ret udramatisk tur, men man kan aabenbart ikke sende os afsted uden at der sker en ting eller to. I hvert fald formaaede vi at blive vaek ikke bare en, men hele to gange i loebet fire timer. Foerste gang efter en god tur paa det "biggest indigenous market" i Ecuador (som ikke var saa voldsomt stort igen, selvom man maa give dem at der var mange ting), hvor vi formaaede at misse vores aftale med de andre, og maatte igennem en hel del mere eller mindre forvirrende telefonopkald for at finde tilbage til flokken - og frokosten. Anden gang var da vi efter turen til et vandfald misforstod nogle (meget let misforstaaelige) gestikuleringer fra Farah (vores kontaktperson fra VASE) drejede til venstre et forkert sted og pludselig sad i vejkanten, alene og forladte sammen med to andre volontoerer... En af dem, vores nye tyske ven Konstantin, tog det ikke saa tungt (han havde ogsaa forsynet sig med oel hjemmefra) og satte ord ord paa oplevelsen "If there was ever a day to be lost, this day January 29th, would be it" - og det var det. Vi fandt de andre - alt endte godt.

Som afsluttende kommentar kan naevnes at Anne pt. allernaadigst deler sin seng med Susan, der "for time being" er morloes, da Italo er indlagt med lungebetaendelse og derfor ogsaa Patty. Vi krydser fingre for snarlig bedring - Anne i saerdeleshed.

Bird!