The difference between baños and Baños...

Saa er det tid til nyt fra syd for aekvator. Siden sidst har vi traenet til nye og vildere oplevelser, man ved aldrig hvad man stoeder paa i Ecuador og det er altid godt at vaere forberedt.

Baños skulle eftersigende vaere stedet, hvor ecuadorianerne tager hen for at slappe af og rekreere i smukke omgivelser og varme kilder, saa efter knap halvanden maaned i Ecuador foelte vi at tiden var inde til serioes afslapning (og massage!) som en lille beloenning for vores haarde slid som birdwatchers, passagerer i Quitos busser og haarde arbejde i jagten paa det perfekte spansk (desuden foelte Anne at hun behoevede det en smule mere end normalt efter at have haft Susan som logerende i de fire dage som blev til to uger - i den forbindelse kan vi naevne at Susan er hjemme igen, Italo er rask og alt er godt). I aegte birdwatcherstil havde vi rekognosceret turen til Quitos hovedterminal Quitumbe - for man kan aldrig vaere for forberedt (en onsdag skal jo bruges paa et eller andet saa hvorfor ikke fire timer i bus?). I busserne hernede er det meget normalt at folk stiger af og paa og saelger ting og hernede koeber folk rent faktisk tingene. Tre timer i bus til Baños er ingen undtagelse, hvilket resulterede i det bedste buskoeb ever - panadillas/empanadas (lune pandekagebroed med sirup). 

En ting vi laerte i Mindo var at koebe busbilletter i god tid, saa det gjorde vi i Baños. Hvad vi saa laerte her var, at man skal vaere usandsynlig heldig, hvis man vil bo paa et hostel beskrevet i Lonely Planet, som baade godt og billigt - det var vi ikke i denne omgang. Istedet for 'Plantos y Blancos' endte vi paa 'Santa Cruz', men har var nu ogsaa meget fint (man skal altid tage ejerens forsikringer om "agua caliente" med et gran salt - men varmt vand til to bade er nok ogsaa for meget at forlange). 

Ifoelge Lonely Planet er folk fra Baños "waterbabies" (her virker det logisk at indskyde at 'baños', udover at vaere navnet paa byen ogsaa betyder baade toilet og bad) og hey det loed da egentlig ret nice - saa hvorfor ikke? (Vi har gjort det til en kunst altid at foelge Lonely Planets words of wisdom.) Loerdag morgen (og ja, morgen!!!) startede med en tur til de naturligt varme bade i udkanten af byen. Her fik Susan lejligheden til at komme af med den falske 1-dollar seddel hun havde erhvervet sig dagen foer, da hun lod fornuften raade og koebte busbilletter i godt tid - it was a Kodak-moment, da hun sad paa sin seng og pludselig udbryder: "ej, jeg tror jeg har en falsk 1-dollar". Endnu mere irriterende var det da vi bagefter kunne konstatere at det faktisk var en virkelig daarlig forfalskning (dog ikke helt saa daarlig som den falske 1-dollar Anne fik tilbage af en EUROPAEER - nu kan man da heller ikke stole paa nogen mere!). Paa den anden side, damen ved de varme bade lod sig ogsaa narre.

Efter lidt pres fra et par aeldre damer, som stod i bassinet med koldt vand som var det... tja, varmt? kom vi begge under. Det var pisse koldt - lige fra det naertliggende vandfald. Beloenningen var at vi bagefter kunne gaa over i det varme bassin og vide at vi badede i vulkansk opvarmet vand - fyldt med mineraler (og kender man Anne ret ved man, at hvis der er en ting hun gaar op i, saa er det mineraler). 

Om fredagen havde vi spottet en dansk/ecuadoriansk café og den skulle selvfoelgelig besoeges. Her spiste vi det taetteste vi kommer paa en brownie i Ecuador, men det var ikke det eneste moede med det danske i Baños. Fredag aften, da vi gaar paa gaden og passerer en dame og hendes soen, udbryder Anne meget begejstret: "ej, de er danskere!" efterfulgt af Susan der ligesaa begejstret foelger op med et: " ej, det er virkelig sjaeldent det sker!". Her kunne man saa vente sig en hilsen, et smil eller i det mindste en anerkendende nik, men istedet bliver vi moedt af en mur af antidansk gensynsglaede, bliver ignoreret paa det groveste og mister et kort oejeblik troen paa  vores faedreland. Saadan er det heldigvis ikke altid. Dagen efter gik vi tilfaeldigvis ind i en boghandel, hvor Anne igen spottede danske ord i en tilsyneladende spansk samtale blandt en mor og hendes to boern bag disken. Hun ville gerne sige hej og snakke (godt nok paa koebenhavnsk, men hernede tager man lidt hvad man kan faa).

Vi tog et kig i vores rejsebibel og efter hurtigt at have afskrevet hiking, mountainbiking, climing, trekking, riverrafting og bungyjumping, som ting vi foelte kunne klares en anden god gang, blev vi enige om at horsebackriding loed hyggeligt, knap saa fysisk kraevende og sikkert (vi har endnu ikke hoert fra vores tyske ven, som engang loerdag skulle have bungyjumpet fra en bro et sted i naerheden - vi krydser fingre for at han giver livstegn fra sig snart). Saa efter at have vaeret waterbabies sprang vi ud som cowboys - en helt naturlig udvikling i vores ecuadorianske liv. José (and the Two Dogs) viste vejen og Jorgé paatog sig gladeligt ansvaret for vores sikkerhed. Generelt var det en meget stille og udramatisk tur (Annes hest, som hed noget med b, ville paa et tidspunkt hellere staa stille end at gaa og Susans hest, El Diablo, fandt til tider uafmaerkede stier mere spaendende, hvilket resulterede i et par vendinger paa meget lidt plads). Ellers noed vi udsigten, det gode vejr og Jorgés fortaellinger om vulkanen Tungurahua, forskellige maader at reagere paa et udbrud paa (nogle mennesker sover aabenbart fra det), naturen og ikke mindst navnene paa (vi gaetter) stor set alle de heste Jorgé nogensinde har vaeret i kontakt med. Da vi steg af maerkede vi, hvad der skulle vise sig blot at vaere en lille del af vores fremtidige fysiske smerter, efter en "rekreationsweekend". 

Vores hesteglade guide Jorgé

Naeste punkt paa dagsordenen var Susans one wish for the weekend, at besoege byens skytsengel, La Virgen de Agua Santa. En lille detalje her er at statuen befinder sig halvvejs oppe at et bjerg. For at naa toppen skal man overvinde 716 trappetrin op af en bjergside, hvilket Anne, halvvejs oppe betegnede som "verdens daarligste idé nogensinde!". Det resulterede i at Anne serioest overvejede at slaa sig ned og blive boende paa bjergsiden, bygge en hule, leve af avocadoer og halvtomme vandflasker folk ikke gad slaebe med laengere. Vi vil ikke komme naermere ind paa de overtalelsesmetoder (overtalelse, tortur - kald det hvad du vil) Susan tog i brug, men op kom vi og indroemmet; udsigten var sgu meget flot! Vi faldt i snak med et par tyskere (og ja, vi moeder og snakker med ret mange tyskere, men de kan ogsaa faa naesten et helt volontoerophold betalt af den tyske stat) som vi fulgtes med ned.

Efter et bad (ja, et bad! det varme vand slap op efter Susans bad) tog vi ud at spise mexicansk (anbefalet af danskere paa et postkort fra Aalborg) og det var nok vores bedste madbeslutning so far. Fajitas for to kan klart anbefales, saa hvis du nogensinde kommer til Sydamerika eller taet paa Baños, er Pandro Villa stedet at spise! Som maaltidet skred frem, kunne vi maerke vores kroppe reagere paa dagens udfoldelser. Mens horsebackriding nu gjorde det forholdsvis smertefuldt at sidde ned, resulterede turen op og ned af trapperne i at det heller ikke var specielt behageligt hverken at gaa eller staa. Det stoppede os dog ikke i spontant at spotte naesehornstoget (hvad vi troede var et familevenligt sightseeing tog, men viste sig at vaere en forlystelse der koerte ret staerkt gennem byen), for derefter at spaene over kirketorvet og kaste os ind i en vogn. 

Soendag morgen var planen ret simpel. 1. staa tidligt op og gaa op til badene (der var sort af mennesker saa vi besluttede os for at lade vaere), 2. spise fantastisk morgenmad paa Café Hood (der var lukket, saa vi endte med okay morgenmad paa Café Good) og 3. faa helkropsmassage (da vi havde bestilt tid dagen foer, lykkedes det faktisk). 

Efter en dejlig afslappende rekreationsweekend er status som foelger: 4 stks. fuldstaendig smadrede ben, 2 stks. oemme bagdele, 10 mere eller mindre alvorlige solskoldninger, 2 insektbid (dog ingen myggestik) og sidst men ikke mindst formaaede Anne at paadrage sig en blodig rift, da hun ville stoppe sin engelsk/spansk parloer ned i sin taske.

I denne weekend skal vi en helt masse vilde ting med Annes familie, som vi ikke har nogen som helst idé om hvad er! Det bliver sikkert sjovt. Naeste vilde stop er Amazonas, saa jungletraeningen er igangsat.

Hold jer muntre.

"I'm too tired, I've lost my birdspotting skills"

Undskyld I ikke har hoert fra os laenge. Det har vaeret svaert at finde tid til at skrive, da vi har haft brug for at traene vores birdspotting skills forud for vores tur til Mindo, "a birdwatchers paradise" (citat: Lonely Planet) denne weekend. Mindo er en lille by ca. to timers koersel fra Quito, som ligger i bunden af en dal. Byen er omgivet af skov, og ligesom man ikke kan se byen for bare traeer, var det vores indtryk foer vi tog afsted, at man heller ikke ville kunne se traeerne for bare fugle. Bird. Vi havde ret (Lonely Planet har fat i noget). Fredag drog vi glade og optimistiske  afsted, med bus og med fuglekikkerterne sikkert om halsen, saa vi til hver en tid var klar hvis vi skulle spotte en sjaelden fugl. Bird. Vi indlogerede os paa et nice hostel, lavet af bambus og om aftenen sad vi lidt i baren, hvor vi snakkede med de andre gaester, og modtog tips og tricks (desvaerre ikke om birdwatching).

En aegte birdwatcher staar op med fuglene, saa vi drog tidligt afsted loerdag morgen og gik op, op, op til en af de faa sevaerdigheder i Mindo, som ikke direkte har noget med fugle at goere, canopy (metalwires spaendt op mellem traerne paa bjergsider, hvorpaa man bliver spaendt fast, og faar lov til at svaeve frit over skoven). Da vi ankommer spotter Anne hurtigt (ikke en bird, nej) men et kaempestort skilt hvorpaa der staar "WE SPEAK ENGLISH". Det viste sig at vaere rigtigt - mere eller mindre. Efter den foerste saetning; "Which language, italiano, francés, english or spanish?" (hvortil vi selvfoelgelig paent svarede; "english please") foregik alt paa spansk.Muchas gracias. Kort tid efter befandt vi os med vores tre mandlige guider, klaedt paa til canopy, ved the wire, hvorfra turen gik. Selve canopy turen var rigtig god, men vores guider bidrog helt sikkert ogsaa til at vi havde en fantastisk oplevelse. Undervejs blev der joket godt og grundigt (med os, men mest om os... paa spansk...) og to af vores guider gjorde meget ud af at fortaelle os om de forskellige arter af orkideer og sommerfugle, der findes i Mindo. Inden turen var omme var Anne saa godt som giftet vaek til Juan Paulo II (der var to Juan Paulo, vi er ikke sikre paa om det var en daarlig joke eller om de to Juan Paulos rent faktisk hed Juan Paulo) - man maa ogsaa give Fernando at han havde arbejdet haardt for at faa det til at ske. Susan havde formaaet at misforstaa flere jokes med sikre undertoner, godt taget! Bird. Efter turen fik vi lov til at skrive i deres gaestebog (vi foelte os meget specielle, da den sidste person - ogsaa af hunkoen - havde skrevet i oktober 2010).

Efter den vilde canopy tur begav vi os mod vandfaldet i taxa. Hernede har vi efterhaanden laert at det er vigtigt at goere som ecuadorianerne, saa uautoriserede taxaer i Mindo - no hay problema! Op, op, op gik det endnu en gang. Vi gik det sidste stykke fra det ene vandfald (som ikke var nice - i hvert fald efter hvad vi havde hoert) og op til det andet. Det vil sige, vi gik op, for derefter at gaa ned. Paa denne del af turen tog en meget overbegejstret Anne over - hun havde transformeret sig om til en serioes birdwatcher! Vi naaede ikke langt imellem hendes begejstrede udbrud "look there's a bird!". Annes moment of shine denne dag, var da hun spottede et reb nedad en stejl skraaning "Ej se, der er en genvej!" - 2 sekunder senere begiver hun sig ivrigt, og knap saa elegant, nedad. Og naar Anne kan saa kan Susan da ogsaa, saa efter Annes sikre nedtur gjorde Susan hende kunsten efter. Da vi naaede vandfaldet i bunden af dalen klaedte vi om - og saa var det tid til at bade! Vandet var virkelig flod-koldt, men det var en nice oplevelse. Dog skal det siges (advarsel til andre "hvide" der rejser steder, hvor folk ikke er vant til at se lys hud) at risikoen for at vaere en attraktion i attraktionen er vaeldig stor. En dame synes det var sjovere at tage billeder af os, end af hendes badende boern. Henad mod slutningen af vores bad tog den mindoske regn over og vi forvandlede os til poncho-birds (tak til Susans mor for de matchende regnponchoer). Saa begav vi os opad igen igen. Da vi, efter at have kaempet os vej, naaede toppen kunne man ikke se os for bare mudder. Og birds.

Da vi naaede hjem efter en indkoebstur i Mindo (og en underlig underlig mand der forstyrrede vores ellers saa udemaerkede frokost ved at sidde og synge for en dame) tog vi vores birdwatching skills til det naeste niveau, lagde os i haengekoejerne paa verandaen, fortaerede en plade chokolade og kastede os ud i de mest umulige akrobatiske numre, for at undgaa at rejse os. Susan blev ved med at spotte birds i et saadant tempo, saa Anne til sidst maatte udbryde "I'm too tired, I've lost my birdspotting skills". Men som vi jo alle ved, saa lader en aegte birdwatcher sig aldrig stoppe af bagateller saasom; regn, mudder eller afstand! Hvis vi har glemt at naevne det, saa regnede det hele weekenden, men altsaa Mindo var stadig nice!

Anne spotter meget fotogen cow-bird

Susan spotter giant blad-bird

Soendag middag da vi gerne vil hjem begiver vi os med bagagen fyldt med gode oplevelser (og birds) til Mindo busstation, hvor vi faar den meget nedslaaende udmelding "No hay mas tickets hoy" (oversat; I kan ikke komme hjem). Her vil vi gerne indroemme at vi panikkede en smule - den eneste maade at forlade Mindo paa er nemlig med... bus! Efter en deprimeret, dermed knap saa optimistisk, halv time, fik vi dog tillusket os en staaplads i bussen, saa vaerre var det heller ikke (note til os selv: bestil billet til bussen i god tid).

Som en break i vores ellers saa intensive birdwatcher traening tog vi for en uges tid siden til Otavalo med de andre volontoerer. Det viste sig at vaere en ret udramatisk tur, men man kan aabenbart ikke sende os afsted uden at der sker en ting eller to. I hvert fald formaaede vi at blive vaek ikke bare en, men hele to gange i loebet fire timer. Foerste gang efter en god tur paa det "biggest indigenous market" i Ecuador (som ikke var saa voldsomt stort igen, selvom man maa give dem at der var mange ting), hvor vi formaaede at misse vores aftale med de andre, og maatte igennem en hel del mere eller mindre forvirrende telefonopkald for at finde tilbage til flokken - og frokosten. Anden gang var da vi efter turen til et vandfald misforstod nogle (meget let misforstaaelige) gestikuleringer fra Farah (vores kontaktperson fra VASE) drejede til venstre et forkert sted og pludselig sad i vejkanten, alene og forladte sammen med to andre volontoerer... En af dem, vores nye tyske ven Konstantin, tog det ikke saa tungt (han havde ogsaa forsynet sig med oel hjemmefra) og satte ord ord paa oplevelsen "If there was ever a day to be lost, this day January 29th, would be it" - og det var det. Vi fandt de andre - alt endte godt.

Som afsluttende kommentar kan naevnes at Anne pt. allernaadigst deler sin seng med Susan, der "for time being" er morloes, da Italo er indlagt med lungebetaendelse og derfor ogsaa Patty. Vi krydser fingre for snarlig bedring - Anne i saerdeleshed.

Bird!