"Ecuador's biggest claim to fame... and name"

Citat: Lonely Planet. 

Mange lande i verden ligger paa aekvator, men af en eller anden underlig grund er det ecuadorianerne, som har foelt en trang til at opkalde deres land efter jordens midte. Loerdag morgen drog vi ud for at finde ud af 'what all the fuss is about'. Efter at have staaet ved siden af en nonne (helt klaedt i hvidt?) i bussen en times tid blev vi smidt af i en rundkoersel, stod forvirrede og kiggede lidt rundt, men blev dog til sidst enige om at foelge de faa andre turister hen imod den graesplaene, hvorpaa der med kaempestore hvide bogstaver stod Mitad del Mundo. Efter at have betalt den chokerende pris paa 2 dollars, slog vi os loes som aegte turister paa verdens midte (vi kommer nok aldrig til at kunne maale os med japanerne, men vi gjorde et godt forsoeg). Grundet tidspunktet var det os og ca. 3 andre personer, der kaempede om retten til at tage billeder ved den gule midterlinje (husk paa det naar I ser vores billeder). Det vil dog desvaerre for evigt laegge en lille daemper paa vores begejstring at manden der i sin tid beregnede, hvor aekvator burde ligge, regnede forkert, hvilket resulterer i at det gigantiske monument i dag ligger ca. 200 i forkert retning. Det forhindrede os dog ikke i at have en rigtig god dag, som vi desuden brugte paa at forfoelge de fritgaaende lamaer (Anne var meget begejstret - Susan, not so much), flygte ud at et insektmuseum (med levende insekter!!!) og udforske butikker og restauranter. Man kan sige meget om Ecuador's biggest claim to fame, men det var faktisk ret nice og det er bestemt ikke sidste gang vi leger turister. 

Naar ikke vi har mulighed for virkelig at slaa os loes, er det hverdagens smaa dramaer der optager os. En af de foerste dage brugte Anne nogle af sine enormt mange kraefter paa at rive doerhaandtaget til sit vaerelse af (vi undrer os stadig over hvordan det kunne lade sig goere)... doeren mangler pt. stadig et haandtag. Saa sent som i morges praktiserede Susan den fantastiske kunst at smaekke sig selv ude (og noeglen inde) faa sekunder efter at Patty havde overladt Susan de eneste noegler. Dette resulterede senere i at ovenboen maatte traede til og hjaelpe med at finde en alternativ vej ind. Patty tog det meget paent :)

Men ogsaa naar vi bevaeger os rundt uden for hjemmets fire vaegge sker der ting og sager. F.eks. har La Planada deres helt egen crazy lady (hun hedder i daglig omtale Locolita) som en helt almindelig eftermiddag brugte en hel time paa bare at staa og kigge ind over muren til skolen, mens vi legede med Jennys barnebarn Dylan og hans ven Franklin. Ellers ynder hun at vandre hvileloest rundt i kvarteret og snakke til folk ganske uopfordret (mht. os noejes hun med at mumle noget uforstaaeligt paa spansk efterfulgt af et foragteligt "gringos!". Vi tager det paa ingen maade som en kompliment). 

Efter smaa tre uger hernede havde vi samlet mod sammen til at drage til midtbyen for at haeve penge. Det er ikke saadan noget man bare lige goer. Det kraever planlaegning, snilde og opfindsomhed. Som vi vist har naevnt kan man risikere at blive roevet hvis ikke man taenker sig om hernede. 300 dollars hernede er en ret stor maengde penge hernede saa derfor skulle vi vaere ekstra opmaerksomme. Efter at have haevet pengene og sikret os at vi ikke blev forfulgt, gik vi som raadet mod toiletterne hvor vi brugte smaa ti minutter paa at omfordele pengene til forskellige steder paa kroppen. Derefter gjaldt det om at falde i et med maengden (hvilket dog aldrig rigtig kommer til at ske hernede) saa vi begav os mod supermarkedet MegaMaxi (hvis du ikke kan hoere det paa navnet saa er det et ret stort sted), hvorefter vi diskret sneg os mod bussen og hjem. 

Hvis vi overlever de naeste par dage, kan vi se frem til naeste store oplevelse, nemlig Otavalo, med de andre volontoerer paa loerdag og PIZZA paa tirsdag.