Saa er det tid til nyt fra syd for aekvator. Siden sidst har vi traenet til nye og vildere oplevelser, man ved aldrig hvad man stoeder paa i Ecuador og det er altid godt at vaere forberedt.
Baños skulle eftersigende vaere stedet, hvor ecuadorianerne tager hen for at slappe af og rekreere i smukke omgivelser og varme kilder, saa efter knap halvanden maaned i Ecuador foelte vi at tiden var inde til serioes afslapning (og massage!) som en lille beloenning for vores haarde slid som birdwatchers, passagerer i Quitos busser og haarde arbejde i jagten paa det perfekte spansk (desuden foelte Anne at hun behoevede det en smule mere end normalt efter at have haft Susan som logerende i de fire dage som blev til to uger - i den forbindelse kan vi naevne at Susan er hjemme igen, Italo er rask og alt er godt). I aegte birdwatcherstil havde vi rekognosceret turen til Quitos hovedterminal Quitumbe - for man kan aldrig vaere for forberedt (en onsdag skal jo bruges paa et eller andet saa hvorfor ikke fire timer i bus?). I busserne hernede er det meget normalt at folk stiger af og paa og saelger ting og hernede koeber folk rent faktisk tingene. Tre timer i bus til Baños er ingen undtagelse, hvilket resulterede i det bedste buskoeb ever - panadillas/empanadas (lune pandekagebroed med sirup).
En ting vi laerte i Mindo var at koebe busbilletter i god tid, saa det gjorde vi i Baños. Hvad vi saa laerte her var, at man skal vaere usandsynlig heldig, hvis man vil bo paa et hostel beskrevet i Lonely Planet, som baade godt og billigt - det var vi ikke i denne omgang. Istedet for 'Plantos y Blancos' endte vi paa 'Santa Cruz', men har var nu ogsaa meget fint (man skal altid tage ejerens forsikringer om "agua caliente" med et gran salt - men varmt vand til to bade er nok ogsaa for meget at forlange).
Ifoelge Lonely Planet er folk fra Baños "waterbabies" (her virker det logisk at indskyde at 'baños', udover at vaere navnet paa byen ogsaa betyder baade toilet og bad) og hey det loed da egentlig ret nice - saa hvorfor ikke? (Vi har gjort det til en kunst altid at foelge Lonely Planets words of wisdom.) Loerdag morgen (og ja, morgen!!!) startede med en tur til de naturligt varme bade i udkanten af byen. Her fik Susan lejligheden til at komme af med den falske 1-dollar seddel hun havde erhvervet sig dagen foer, da hun lod fornuften raade og koebte busbilletter i godt tid - it was a Kodak-moment, da hun sad paa sin seng og pludselig udbryder: "ej, jeg tror jeg har en falsk 1-dollar". Endnu mere irriterende var det da vi bagefter kunne konstatere at det faktisk var en virkelig daarlig forfalskning (dog ikke helt saa daarlig som den falske 1-dollar Anne fik tilbage af en EUROPAEER - nu kan man da heller ikke stole paa nogen mere!). Paa den anden side, damen ved de varme bade lod sig ogsaa narre.
Efter lidt pres fra et par aeldre damer, som stod i bassinet med koldt vand som var det... tja, varmt? kom vi begge under. Det var pisse koldt - lige fra det naertliggende vandfald. Beloenningen var at vi bagefter kunne gaa over i det varme bassin og vide at vi badede i vulkansk opvarmet vand - fyldt med mineraler (og kender man Anne ret ved man, at hvis der er en ting hun gaar op i, saa er det mineraler).
Om fredagen havde vi spottet en dansk/ecuadoriansk café og den skulle selvfoelgelig besoeges. Her spiste vi det taetteste vi kommer paa en brownie i Ecuador, men det var ikke det eneste moede med det danske i Baños. Fredag aften, da vi gaar paa gaden og passerer en dame og hendes soen, udbryder Anne meget begejstret: "ej, de er danskere!" efterfulgt af Susan der ligesaa begejstret foelger op med et: " ej, det er virkelig sjaeldent det sker!". Her kunne man saa vente sig en hilsen, et smil eller i det mindste en anerkendende nik, men istedet bliver vi moedt af en mur af antidansk gensynsglaede, bliver ignoreret paa det groveste og mister et kort oejeblik troen paa vores faedreland. Saadan er det heldigvis ikke altid. Dagen efter gik vi tilfaeldigvis ind i en boghandel, hvor Anne igen spottede danske ord i en tilsyneladende spansk samtale blandt en mor og hendes to boern bag disken. Hun ville gerne sige hej og snakke (godt nok paa koebenhavnsk, men hernede tager man lidt hvad man kan faa).
Vi tog et kig i vores rejsebibel og efter hurtigt at have afskrevet hiking, mountainbiking, climing, trekking, riverrafting og bungyjumping, som ting vi foelte kunne klares en anden god gang, blev vi enige om at horsebackriding loed hyggeligt, knap saa fysisk kraevende og sikkert (vi har endnu ikke hoert fra vores tyske ven, som engang loerdag skulle have bungyjumpet fra en bro et sted i naerheden - vi krydser fingre for at han giver livstegn fra sig snart). Saa efter at have vaeret waterbabies sprang vi ud som cowboys - en helt naturlig udvikling i vores ecuadorianske liv. José (and the Two Dogs) viste vejen og Jorgé paatog sig gladeligt ansvaret for vores sikkerhed. Generelt var det en meget stille og udramatisk tur (Annes hest, som hed noget med b, ville paa et tidspunkt hellere staa stille end at gaa og Susans hest, El Diablo, fandt til tider uafmaerkede stier mere spaendende, hvilket resulterede i et par vendinger paa meget lidt plads). Ellers noed vi udsigten, det gode vejr og Jorgés fortaellinger om vulkanen Tungurahua, forskellige maader at reagere paa et udbrud paa (nogle mennesker sover aabenbart fra det), naturen og ikke mindst navnene paa (vi gaetter) stor set alle de heste Jorgé nogensinde har vaeret i kontakt med. Da vi steg af maerkede vi, hvad der skulle vise sig blot at vaere en lille del af vores fremtidige fysiske smerter, efter en "rekreationsweekend".
 |
| Vores hesteglade guide Jorgé |
Naeste punkt paa dagsordenen var Susans one wish for the weekend, at besoege byens skytsengel, La Virgen de Agua Santa. En lille detalje her er at statuen befinder sig halvvejs oppe at et bjerg. For at naa toppen skal man overvinde 716 trappetrin op af en bjergside, hvilket Anne, halvvejs oppe betegnede som "verdens daarligste idé nogensinde!". Det resulterede i at Anne serioest overvejede at slaa sig ned og blive boende paa bjergsiden, bygge en hule, leve af avocadoer og halvtomme vandflasker folk ikke gad slaebe med laengere. Vi vil ikke komme naermere ind paa de overtalelsesmetoder (overtalelse, tortur - kald det hvad du vil) Susan tog i brug, men op kom vi og indroemmet; udsigten var sgu meget flot! Vi faldt i snak med et par tyskere (og ja, vi moeder og snakker med ret mange tyskere, men de kan ogsaa faa naesten et helt volontoerophold betalt af den tyske stat) som vi fulgtes med ned.
Efter et bad (ja, et bad! det varme vand slap op efter Susans bad) tog vi ud at spise mexicansk (anbefalet af danskere paa et postkort fra Aalborg) og det var nok vores bedste madbeslutning so far. Fajitas for to kan klart anbefales, saa hvis du nogensinde kommer til Sydamerika eller taet paa Baños, er Pandro Villa stedet at spise! Som maaltidet skred frem, kunne vi maerke vores kroppe reagere paa dagens udfoldelser. Mens horsebackriding nu gjorde det forholdsvis smertefuldt at sidde ned, resulterede turen op og ned af trapperne i at det heller ikke var specielt behageligt hverken at gaa eller staa. Det stoppede os dog ikke i spontant at spotte naesehornstoget (hvad vi troede var et familevenligt sightseeing tog, men viste sig at vaere en forlystelse der koerte ret staerkt gennem byen), for derefter at spaene over kirketorvet og kaste os ind i en vogn.
Soendag morgen var planen ret simpel. 1. staa tidligt op og gaa op til badene (der var sort af mennesker saa vi besluttede os for at lade vaere), 2. spise fantastisk morgenmad paa Café Hood (der var lukket, saa vi endte med okay morgenmad paa Café Good) og 3. faa helkropsmassage (da vi havde bestilt tid dagen foer, lykkedes det faktisk).
Efter en dejlig afslappende rekreationsweekend er status som foelger: 4 stks. fuldstaendig smadrede ben, 2 stks. oemme bagdele, 10 mere eller mindre alvorlige solskoldninger, 2 insektbid (dog ingen myggestik) og sidst men ikke mindst formaaede Anne at paadrage sig en blodig rift, da hun ville stoppe sin engelsk/spansk parloer ned i sin taske.
I denne weekend skal vi en helt masse vilde ting med Annes familie, som vi ikke har nogen som helst idé om hvad er! Det bliver sikkert sjovt. Naeste vilde stop er Amazonas, saa jungletraeningen er igangsat.
Hold jer muntre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar