¡Det er bare saa ecuadoriansk!

Saa er det tid til det absolut sidste indlaeg fra Ecuador. Maaske det allersidste overhovedet - hvem ved hvordan internetsituationen er paa Cuba? (Vores blog omhandler trods alt mange politisk foelsomme emner.) 

So here goes.

Siden sidst har vi haft vores sidste spansktime (vi forkaelede vores laerere med danske specialiteter som frikadeller og havregrynskugler, ikke sammen selvfoelgelig), bevaeget os paa den sidste farlige tur ned mod Condado Shopping for at haeve penge og vaeret paa marked for at koebe de obligatoriske souvenirs (Susan maatte naermest slaebe Anne ud, da hun i panik over ikke at have koebt lige saa meget som Susan (det var semi meget) greb fat i enhver random ting og udbroed: "ej, den kunne da vaere meget sjovt at have med hjem." Hvem kan f.eks. ikke bruge et skrumpehovede? - og vi har jo ikke andet end plads i vores tasker). 

Ellers har vi haft vores sidste weekend i La Planada og for en gangs skyld var det faktisk en ganske "stille og rolig" weekend, uden fulde folk i gadebilledet. Det var vi meget begejstrede over. Siden vi kom har vi haft en idé om at vi gerne ville male en mur i skolegaarden sammen med Julika, for at vaere sikre paa at boernene ikke glemmer os. Soendag havde vi saa planlagt at holde en lille barbeque for laererne paa skolen, stille og roligt, for at sige tak for nogle gode maaneder. Men. Det her er Ecuador. Og planlaegning er som en by i Danmark for dem. Derfor har vi efter tre maaneder nu laert at man er noedt til at faa bekraeftet sine aftaler saa ofte som muligt for at tingene former sig nogenlunde. Torsdag aften spoerger Anne saaledes sin familie hvordan det gaar med planlaegningen af den "stille og rolige barbeque" soendag. Her gaar det op for Annes familie at vi, som vi har sagt indtil flere gange, bare gerne vil have et fredeligt eftermiddagsarrangement og ikke en fiesta (hvis du er i tvivl om hvad en fiesta i Ecuador indebaerer saa tag lige et kig paa vores 2. blogindlaeg). Saa var der da styr paa dette. Fredag spoerger vi (igen!) om alt er i orden med hensyn til soendag, hvortil de forundrede udbryder: "Soendag. Nej, det er loerdag.". Soendag er aabenbart ikke en god dag, da hele Annes familie spiller fodbold - noget de foerst vaelger at fortaelle os fredag. Planen rykkes fra soendag til loerdag, hvilket i princippet ikke er noget problem. Fint nok. Loerdag morgen vaagner Anne og undrer sig en smule over at hun udenfor kan hoere Susan OG Patty snakke. Planen loed at vi skulle moedes kl. 09 med Julika for at starte med at male og saa skulle laererne komme til frokost. Men det der sker er at alle laererne moeder op kl. 09 indstillet paa at skulle hjaelpe os. Hele dagen. Det har Jenny nemlig fortalt dem. For det foerste har vi aldrig nogensinde sagt til nogen at vi havde brug for hjaelp til at male og for det andet var der ikke noget laererne kunne lave. Saa stor er vaeggen heller ikke.Vi faar taget os sammen og faar fortalt dem at vi ikke har brug for hjaelp og at de bare kan komme til frokost. De tager det meget paent og vi har en rigtig hyggelig maledag. Soendag faerdiggjorde vi vores jungle paa muren i bagende solskin (loerdag var det overskyet og smaaregnede) og her har I saa det faerdige resultat:

 

Loerdagen skulle dog vise sig ikke kun at indeholde afslapning, maleri og barbeque. Loerdag eftermiddag da vi er et smut forbi et af de lokale bagerier hilser vi kort paa to lokale politibetjente paa patrulje. Samme aften da vi sammen med Julika sidder og ordner billeder, raaber Patty fra hoveddoeren: "¡admiradores, admiradores! ¡Susan, Anne og Julika, venga!". Udenfor staar de to politibetjente, som lagde maerke til, hvor vi bor og nu vil have os med paa patrulje i La Planada. Og saadan gaar det til at vi de naeste 30 minutter befinder os i en ecuadoriansk politibil, hvor isaer Julika bliver udspurgt om sin kaereste og Tyskland generelt. Ud af det faar vi at ens kaereste ikke gaelder naar han befinder sig paa den anden side af jorden og at Tyskland stadig er fyldt med nazister. Det mente Javier i hvert fald. Igen dette var bare en helt normal weekend i La Planada og Ecuador.

I dag var det vores hensigt at vaere paedagogiske og forberede boernene paa at vores sidste dag er i morgen. Det resulterede i at boernene begyndte at graede og graedende boern er bare noget vi oensker at gemme til i morgen hvor vi sandsynligvis ogsaa selv kommer til at faelde en taare eller ti. Vi ser paa ingen maade frem til at skulle sige farvel til boernene.

Onsdag morgen kl. 06.30 (vi bliver hentet i taxa 03.30!) letter flyet mod Cuba og vi foeler det nu er ved at vaere tid til at goere status over vores 3 maaneder som ecuadorianere. Derfor har vi udfaerdiget 4 lister, 2 for Ecuador og 2 for Danmark. Tak fordi I har fulgt med. ¡Hasta luego!

3 ting vi kommer til at savne i Ecuador:

- Vores vaertsfamilier, projektet, boernene og Julika.

- Busserne, vores busture, busmaendene og de meget billige busbilleter (Susan siger: "Undskyld mor, men vi tog kun en taxa den ene gang vi skulle sent hjem og der ikke gik busser til La Planada.")

- At kunne snakke om folk naar vi har lyst (der er bare ingen i Sydamerika som snakker dansk).

3 ting vi ikke kommer til at savne i Ecuador:

- Krydderiet aji (det er serioest ulaekkert og de putter det i alt), for meget salt og for meget sukker i maden.

- At blive snydt af PISULI-ROLDOS busserne, da de paa lang afstand godt kan ligne PLANADA busserne og at kaempe sig vej ind i en halvfyldt bus paa station Ofelia i frygt for at blive adskilt naar buschauffoeren paa et tidspunkt beslutter sig for at begynde at koere med folk halvt haengende ud af doeren, fordi han ikke gider at have flere med.

- At blive snakket om, snakket til (paa daarligt engelsk) og kigget paa konstant.

3 ting vi glaeder os til at komme hjem til:

- Familie, venner og generelt at vaere iblandt danskere igen, som saetter pris paa ting som f.eks. planlaegning.

- Ikke at skulle gaa rundt og vaere paranoid hele tiden (dette inkluderer baaede naar man gaar rundt efter det er blevet moerkt og naar man hver evig eneste gang man faar en seddel tilbage maa holde den op mod lyset for at tjekke om den er falsk).

- Dansk mad (vi naevner hurtigt; frikadeller, rugbroed, let- og minimaelk og kun at faa enten pasta, eller ris, eller kartoffler om aftenen).

3 ting vi ikke glaeder os til at komme hjem til:

- Dansk politik (det sejlede rimelig meget da vi tog afsted og saa vidt vi har hoert er det vist ikke blevet bedre siden).

- Priserne (meget kan man sige om Ecuador men for en dansker er her usandsynligt billigt).

- At tage stilling til fremtiden (dette inkluderer alt fra arbejde til uddannelse til vores liv generelt - ja, vi har udviklet os utroligt meget og foeler os nu klar til at tage hul paa vores voksentilvaerelse).

¡Hola otra vez!

Saa er der nyt fra den anden side af Atlanten. Maaske har vi vaeret her for laenge og simpelthen bare vaennet os til ecuadorianernes maade at goere tingene paa (eller rettere ikke at goere tingene paa) men dette indlaeg byder i hvert fald ikke paa de helt store sindsoprivende eller dramatiske oplevelser.
Ecuador har rigtig mange forskellige landskaber at byde paa og det eneste vi efterhaanden manglede at se var kysten, saa vi havde planlagt en forlaenget weekend i havnebyen Manta. Lonely Planet havde ikke saa forfaerdeligt meget at sige om Manta udover at de havde et vildt natteliv og da nattelivet i Quito er et absolut no go (da vi bor i La Planada hvor ikke engang taxaerne toer koere op) loed dette tiltraengt. Vi maa faktisk give Lonely Planet ret; der var ikke saa forfaerdeligt meget at se i Manta. Derimod kan man sige at vi blev set en hel del. Det kan godt vaere at vi synes vi normalt bliver stirret paa i Quito men det er ingenting sammenlignet med Manta. (Som for lige at understrege hvad vi skriver om kom en mand ind af doeren til internetcaféen for to minutter siden og stoppede op og stirrede paa os indtil det gik op for Anne at hun skulle sige "hola" for at faa ham til at gaa - saerdeles sjov og populaer leg hernede!) Noget vi konsekvent er begyndt paa hernede er at svare folk paa spansk naar de kontakter os paa "engelsk". For nej, de kan ikke mere end den ene standard frase de fyrer af med overdreven spansk accent... Udelukkende fordi de synes det er sjovt! Man laerer heldigvis at ignorere det saadan nogenlunde, men da vi rent faktisk forsoegte os med en bytur loerdag aften var vi skraemt vaek efter en kort gaatur gennem byen. Tilgengaeld fandt vi opskriften paa et gratis tequilashot som er som foelger. Tag ud og spis mexicansk. Bestil to oel. Din veninde kan faktisk ikke lide oel. Det naevner du casual mens I er paa vej ud af doeren og foer du ved af det bliver DU tilbudt et aegte mexicansk tequilashot (de er ca. 4 gange stoerre end et normalt dansk shot). Hvad kan man goere? Juan var nice og det var gratis. Men det var saa ogsaa den bytur. (Tilgengaeld var der fjernsyn paa vores hostel og vi kunne for foerste gang i naesten 3 maaneder se noget andet end spansktalende tv.)

Noget som der rent faktisk er i Manta er strand; rigtig meget af det og saa ud til Stillehavet (som ikke var spor stille vel at maerke). Vi fik eftermiddagsbadet, aftenbadet og morgenbadet (og blev halvejs forfulgt af halvanden meter hoeje livredder Jimmy, som synes vi var uhyrre interessante og ikke saa det som et problem at vi to minutter inde i hver samtale maatte staa af og opgav at lytte til hvad han sagde, fordi han begyndte at snakke hurtigere og hurtigere). Udover det fandt vi faktisk noget ret god mad i Manta (tak Lonely Planet), vi noed kystklimaet og soendag tog vi et smut til Montecristi (som selvom det lyder underligt er der hvor de fabrikerer den originale Panamahat - og saadan en skulle vi da have med hjem). Det fik vi (ved naermere eftertanke skulle vi maaske have koebt nogle af lidt bedre kvalitet, men nu har vi jo heller aldrig paastaaet at at vaere hattekendere) men foerst efter vi bogstaveligt talt var blevet behandlet som en levende turistattraktion da en gruppe ecuadorianske turister kom hen og spurgte om de ikke godt maatte faa et billede sammen med os... De spurgte paent og vi kunne ikke goere saa meget andet end at grine af det bagefter, men vi foelte os en lille smule som et sjaeldent dyr i en Zoo. Udover hatte fletter de i Montecristi... ALT! Dette faar Anne til midt i det hele at udbryde; "Susan, hvis de har et krybbespil i flet (red.: det anser vi som en umulighed) saa SKAL jeg koebe det". Det har de selvfoelgelig ikke (det havde de!) saa Anne faar ikke noget krybbespil med hjem. How sad.

Som en afsluttende bemaerkning kan vi naevne at vi pt. forbereder os paa at skulle rejse videre. Vi har 8 dage tilbage og de skal udnyttes til fulde, men alligevel maa vi bryde vores hjerner med tanker som; "er der plads i min taske til alt det lort jeg bliver noedt til at tage med hjem?", "hvordan skal jeg sikre mig at min bagage ikke vejer for meget, naar der ikke er en eneste person i Ecuador, som ejer en vaegt?", "gider jeg slaebe alt det her rundt paa Cuba?" og "hvad goer jeg paa Cuba, naar jeg finder vildere og sejere souvenirs end dem jeg har lige har fyldt mine tasker op med fra Ecuador?". Saa vi hygger os og stresser overhovedet ikke.
Udover det er vi paa nuvaerende tidspunkt ikke sikre paa om skolen faar lov til at fortsaette til paa naeste onsdag, den skylder nemlig knap 45.000 danske kroner vaek, hvoraf halvdelen skal betales i morgen (men bare rolig, de har hyret en advokat - det kan nemlig sagtens forsvares at de ikke har betalt deres forsikring i 2 aar!). Saa hvis nogen tilfaeldigvis ligger inde med 8.000 dollars de ikke har andre planer med saa send os lige en mail. Vi kender nogle der godt kan bruge dem.

For at afslutte dette indlaeg paa en festlig og farverig maade vil vi praesentere jer for noget af den kultur vi efterhaanden er blevet en del af. I Ecuador findes der ikke engelsksproget musik saa den staar paa latinamaerikansk party musik doegnet rundt og pt. er det Don Omar der hitter. Tjek ham ud paa youtube:
http://www.youtube.com/watch?v=7zp1TbLFPp8

¡Never trust an ecuadorian!

Saa er vi tilbage, efter masser af sindsoprivende (og det er ikke engang en overdrivelse) oplevelser og med rygsaekkene fyldt med nye skills. Der er ret meget at fortaelle saa lad os bare springe ud i det.

Lige siden Dag 1 har vi vidst at vi ville tage til Amazonas mens der var karneval i Quito (karneval i Quito er ikke karneval som det i Rio de Janiero, men simpelthen bare fire dage hvor alle forlader byen, og dem der bliver tilbage kaster med vand paa hinanden - vi foelte ikke noget specielt behov for at deltage i dette). Turen til Cuyabeno Rivers oekoreservat har altsaa vaeret planlagt et stykke tid, reserveringerne blev lavet for nogle uger siden og vores rejsearrangoerer havde helt styr paa at billetterne til bussen var reserveret. Vi havde koordineret alt med Julika, Lena og Konstantin, som vi skulle afsted med (ja, de er allesammen tyskere, men det er altsaa det eneste vi har at arbejde med hernede) og med taskerne pakket til det store jungleeventyr drog vi glade og optimistiske afsted tidligt fredag eftermiddag. Intet kunne gaa galt. Vi tager til Cuyabenos kontor i Quito for at betale det sidste, faar bekraeftet at vi bare skal hente de bestilte busbilletter tre kvarter foer (kl. 20.45, lokal tid), spiser en hurtig omgang mexicansk mad, moedes med Julika, og med viden om at vi godt nok er lidt tidligt paa den (smaa 5 timer) drager vi mod hovedbusterminalen. Da vi naar frem kan vi godt se at vi ikke er de eneste der har planlagt at forlade Quito (terminalen er propfyldt), men no worries billetreservationen er i hus. Da vi finder vores busselskab (for ja, der er flere, vores gaet er 80 - laenge leve privatiseringen) faar vi den mere eller mindre nedslaaende meddelelse at der ikke er flere billetter til 21.30, og reserveringer goer de sig slet ikke i. Her vil vi gerne udtrykke den ubeskrivelige kaerlighed vi foelte for Julika i dette oejeblik (Julika kan nemlig godt snakke spansk... flydende) og efter et par minutter panikkoeber vi 4 billetter til kl. 19. (Konstantin tog ikke sin telefon saa ham overlod vi til sig selv) og foretager et par mere eller mindre forurettede opkald til Cuyabeno, som lover at i og med vi tager fra Quito 2,5 time foer skal vi ogsaa nok blive hentet af vores guide 2,5 time foer. Igen, det var en klar aftale vi kunne forholde os til og Lena bor et kvarter fra Quitumbe saa for hende skulle det ikke vaere noget problem at naa det nye afrejsetidspunkt. 

Da Lena ikke er dukket op 18.30 bevaeger vi os ud for at finde bussen, mens Julika bliver tilbage med Lenas billet. Klokken bliver 18.45 - Lena er der stadig ikke. Klokken bliver 18.55 - panikken begynder saa smaat at indfinde sig (Susan stresser fra sin plads hvorfra hun er i konstant telefonkontakt med Julika, mens Anne har bevaeget sig hen i busdoeren, hvor hun konstant maa finde paa nye (spanske!!!) saetninger der kan overbevise buschauffoeren om at det altsaa er noedvendigt at vente bare to minutter mere). Kl. 18.59 starter buschauffoeren bussen og Susan foretager sit legendariske opkald til Julika, som kun bestaar af tre ord: "RUN, RUN, RUN!!!". De naeste fem minutter har vi ingen indflydelse paa hvad der sker. Konstantin ringer -  han er paa vej til Quitumbe i en taxa, Julika skulle efter sigende vaere paa vej i fuld fart efter at have kastet Lenas billet i armene paa en forvirret billetdame og sagt "Hvis en pige kommer loebende - saa er det hendes billet!" (paa spansk selvfoelgelig) og ja, Lena er stadig paa vej. Vi foeler os som fanget i en daarlig film, men kl. 19.04 kaster Julika sig ind i bussen og begynder med fornyet energi at faa bussen til at vente paa Lena. Det virker ikke som om det virker saerligt godt, men som ud af ingenting staar Lena lige pludselig foran bussen og paa mirakuloes vis kunne vi alle fire saette os til rette...(Nej, okay Konstantin var ikke med bussen, men han formaaede paa forunderlig vis at faa en billet og ankomme paa et langt mere belejligt tidspunkt - forklaring foelger).

Vi koerte i bus i smaa seks timer foer der skete noget vaerd at berette om. For ja, der sker sjovt nok altid noget der er vaerd at berette om. Kl. 02.00 bliver bussen stoppet, og random soldat med maskingevaer traeder ind og beder alle om at vise identifikation. Ecuadorianerne i bussen kan noejes med at vise deres nationale ID-kort og roligt laegge sig til at sove igen, men os fire bliver gennet ud af bussen og skal igennem et laengere forhoer med paskontrol, rejseformaal og beskaeftigelse i Ecuador. Hvorfor der laa en paskontrol der, har vi ingen anelse om, men i foelge soldaterne var det fordi vi befandt os ved den columbianske graense (og i saa fald giver det jo mening, men sagen var bare at vi dagen efter fandt ud af at graensen til Columbia ligger 200 km. vaek fra hvor vi befandt os). Et par timer senere bliver vi saa smidt af ved Cuyabeno River hvor vores guide staar og venter paa os... Nej, det var ikke tilfaeldet. Klokken var 04.30, vi befandt os midt ude i ingenting og det var bulragende moerkt. Julika og Lena fandt sig til rette paa en stentrappe mens vi de naeste to timer saa solen staa op og lod os fascinere af sjove fuglelyde. Da det blev lyst blev vi fundet af en der havde med Cuyabeno at goere og blev langt om laenge sejlet til vores nye hjem, Cuyabeno River Lodge, som ligger midt ude i junglen, ud til floden.

Haengekoejerne, hvor vi faktisk brugte ret meget tid

Efter et par timers soevn moeder vi Julika, Lena og Konstantin, der var ankommet kl. 07.30, og saa var vi fem paa tur. De naeste fire dage sejlede vi i baade motoriseret kano (det er en rejseform vi godt kunne vaenne os til) baade i dagslys og i moerke (moerket var en lidt speciel oplevelse, da saadan en flod ikke altid er lige dyb eller lige fremkommelig...), i almindelig gammeldags kano (dette vakte lidt mindre begejstring, da det er okay haardt er sejle imod stroemmen, men som vores guide Diego sagde "Pero, es bien para ti" - sure thing), besoegt en indigenous community, sejlede vi i en lagune med stillestaaende meget varm luft (isaaer naar man er vant til 15 graders kulde i Quito), blev vi fanget i en tropisk regnstorm (imens vi sejlede i kano), fiskede vi efter piratfisk, gik vi paa vandring i regnskoven og sidst men ikke mindst fik vi bekraeftet at insekter og edderkopper bare ikke er vores ting.

 

 

Da vi foerste dag sejlede i kano havde vi spottet forskellige dyr; alligatorer, skildpadder, meget store sommerfugle, suicide birds og aber. Sidstnaevnte fik vi lov at stifte naermere bekendtskab med senere, da vi besoegte the indigenous community. De havde nemlig en kaeleabe, som ved foerste oejekast virkede soed, legesyg og meget menneskelig, men senere transformerede sig om til en draeber- og forfoelgerabe, som gjorde det til en kunst at smage paa/bide os, samt rode os i haaret. Det gik haardest ud over Julika, men hun tog det paent.

Vores 4-dages program inkluderede bl.a. en laengere gaatur i junglen, som vi havde set meget frem til (maaske fordi vi havde forestillet os at junglen er flad og jorden toer - vi blev klogere...). Efter en succesfuld time, hvor vi spottede tukaner (de var ret nice) begyndte det ligesaa stille at gaa opad bakke (naar vi siger ligesaa stille mener vi ret meget!) Susan erfarede paa et tidligt tidspunkt at man ikke skal stole paa vaad jord - og Anne at man ikke skal stole paa sine gummistoevler! Af de tusind par stoevler der var at vaelge imellem fik Anne nemlig valgt sig et par med huller i - hun var meget begejstret. Da vi begyndte at foelge tapirsporet rundt om stedet, hvor dyrerne kommer for at mudderbade, begyndte det at skabe problemer for os i den bagerste del af gruppen. Diego havde god fart paa, saa vi tabte rimelig meget det sikre spor, hvilket foerte til vores nye opdagelse; at mudder sagtens kan give kviksand haard konkurrence (Susan sad saa meget fast at hun blev hevet ud af sine stoevler (de maatte fiskes op bagefter) og placerede sine rene sorte sokker i mudderet) Saa afsted gik vi med mudrede sokker. Senere, i sit forsoeg paa at undgaa mudderet, fik Anne paadraget sig et drabeligt ar, da hun hoppede naesten 1,5 meter og ikke saa den halvspidse gren paa den anden side af mudderpoelen, hun proevede at krydse. Efter den tur var vi allesammen mere eller mindre gennembloedte af sved, hvilket heldigvis kunne afhjaelpes ved en tur i floden.

Vi havde valgt at risikere livet (troede vi) ved at tage til Amazonas uden nogen anden form for malariabeskyttelse end myggespray. Tidligt mandag (efter to dages intensivt forbrug) erfarede vi dog at der, lige praecis der hvor vi boede er noget i flodvandet som goer at malariamyg ikke kan leve der. Paa den ene side var det faktisk lidt nedslaaende og gjorde hele oplevelsen lidt mindre farlig (det er jo ikke for sjov at vores blog hedder "Et live paa kanten...") men paa den anden side synes Anne, det er meget rart at hun ikke risikerer at doe, fordi hun soendag glemte at spraye myggespray bag oeret.

Vi fik lov at fiske efter piratfisk i floden - deres taender er saadan okay skarpe - og gik efter at fange de helt store. 5 kvinder og Konstantin i en fiskebaad er dog ikke den bedste kombination, da vi har en tendens til at miste taalmodigheden ret hurtigt - og muligvis snakke for meget. Ups. Vi var ude tre gange og det lykkedes kun for Lena og Diego at fange piratfisk (Anne formaaede dog at fange to traer - godt klaret!).

Fordi de mangler spaending i hverdagen i junglen skulle vi da paa vandring i moerket for at finde insekter - og bushmasteren; en 3 meter lang, meget tyk og sindssygt giftig slange, der findes i omraadet, og som efter sigende altid bevaeger sig mod lyset - meget betryggende naar man gaar rundt med en lommelygte. Vi var fans. Vi fandt den ikke, men fik dog lov til at faa et glimt af en fugleedderkop - vi var meget begejstrede!

Vi havde fire rigtige gode dage ved Cuyanbeno - og jungleture kan absolut anbefales - men turen var ikke slut endnu. Forude ventede vores bustur hjem til Quito og ligesom alle folk forlod byen fredag-loerdag, vendte alle folk tilbage tirsdag-onsdag. Diego anbefalede os derfor at tage bussen til den naertliggende by Lago Agrio (Ecuadors stoerste drugtown - og eftersigende ikke et sted man oensker at befinde sig om natten) for der ville det vaere lettere at faa fat paa en siddeplads hele vejen til Quito - og naar man skal koere 7 timer i bus er en siddeplads en ret god ting. Som sagt er al bustransport i Ecuador privatiseret og det betyder at de forskellige busselskaber ikke koordinerer med hinanden. I Lago Agrio blev vi sat af ved busselskabet Putumayo, og efter at have faaet bekraeftet at de ikke havde flere billetter til Quito, tog vi en taxa til Lago Agrios hovedterminal for at proeve et af de andre busselskaber. Her fik vi det at vide, som vi efterhaanden har hoert en gang eller to hernede "no hay bolletas" (der er ikke billetter) og saa gik vi ellers igang med at planlaegge alternative ruter. Da Anne ret tilfaeldigt faar lyst til at vaere sarkastisk overfor skaebnen, vaelger hun at spoerge ved Putumayos kontor ved hovedterminalen om fem billetter til Quito, og fuldstaendig uventet faar hun smidt svaret i hovedet "¿Si, ocho y media?". Der havde vi vores billetter - de sidste fem i bussen. Det er muligvis det bedste Anne nogensinde har gjort - hele gruppen var meget taknemmelige. Anne var meget paf - forstaaes - og kunne ikke rigtig reagere paa noget de naeste fem minutter uden foerst at udbryde "Men... Jeg forstaar det altsaa ikke?!"

Da vi kom med bussen gik der lige en time foer vi kunne koere - der var et hjul der skulle skiftes (sikkerhed frem for alt), og efter at have forladt terminalen brugte vi et kvarter paa at skifte det nye hjul ud med det gamle (meget betryggende) kom vi endelig afsted. Eller, vi koerte fem minutter og saa var det ud af bussen til pas- og taskekontrol (vi ligner nemlig nogen der gerne vil smugle narkotika ud af Lago Agrio). Dette gentog sig tre gange i loebet af natten (vi gensaa vores elskede paskontrol fra fredag, hvor soldaten der skulle skrive vores navne ned mente at vi maatte vaere soestre pga. vores meget ens efternavne! - Christensen og Lassesen er da ogsaa ret ens?) Sidst paa natten fik vi lov til at koere i politikonvoj sammen med ti andre busser - Ecuador er ikke helt sikkert at rejse i og paa trods af mindst to timers forsinkelse ankom vi til Quito kl. 04 som planlagt (vi synes godt nok ogsaa at buschauffoeren koerte noget hassarderet, men igen - det er Ecuador...)

Pt. sidder vi saa her og skriver blog efter 14 timers rejse, en halv times soevn og 6 timers engelskundervisning. Vi er meget friske.

Efter endnu en vellykket tur kan vi kun se frem til denne weekend, hvor den maaske staar paa Riobamba, maaske ikke. Vi maa se, hvad der sker :)

Til sidst vil vi gerne (fordi vi har lovet det) dedikere dette afsnit af vores blog til vores tyske rejsefaeller. Uden dem havde turen ikke vaeret den samme og vi havde virkelig en god tur. Og saa er de faktisk ret gode til at laere danske ord... Du griner.

(Finally we would like (because we promised to) to dedicate this blog to our german fellow travellers. Without them this trip wouldn't have been the same and we really did have a good time. And in fact, they are pretty good at learning danish words... Du griner.)

The difference between baños and Baños...

Saa er det tid til nyt fra syd for aekvator. Siden sidst har vi traenet til nye og vildere oplevelser, man ved aldrig hvad man stoeder paa i Ecuador og det er altid godt at vaere forberedt.

Baños skulle eftersigende vaere stedet, hvor ecuadorianerne tager hen for at slappe af og rekreere i smukke omgivelser og varme kilder, saa efter knap halvanden maaned i Ecuador foelte vi at tiden var inde til serioes afslapning (og massage!) som en lille beloenning for vores haarde slid som birdwatchers, passagerer i Quitos busser og haarde arbejde i jagten paa det perfekte spansk (desuden foelte Anne at hun behoevede det en smule mere end normalt efter at have haft Susan som logerende i de fire dage som blev til to uger - i den forbindelse kan vi naevne at Susan er hjemme igen, Italo er rask og alt er godt). I aegte birdwatcherstil havde vi rekognosceret turen til Quitos hovedterminal Quitumbe - for man kan aldrig vaere for forberedt (en onsdag skal jo bruges paa et eller andet saa hvorfor ikke fire timer i bus?). I busserne hernede er det meget normalt at folk stiger af og paa og saelger ting og hernede koeber folk rent faktisk tingene. Tre timer i bus til Baños er ingen undtagelse, hvilket resulterede i det bedste buskoeb ever - panadillas/empanadas (lune pandekagebroed med sirup). 

En ting vi laerte i Mindo var at koebe busbilletter i god tid, saa det gjorde vi i Baños. Hvad vi saa laerte her var, at man skal vaere usandsynlig heldig, hvis man vil bo paa et hostel beskrevet i Lonely Planet, som baade godt og billigt - det var vi ikke i denne omgang. Istedet for 'Plantos y Blancos' endte vi paa 'Santa Cruz', men har var nu ogsaa meget fint (man skal altid tage ejerens forsikringer om "agua caliente" med et gran salt - men varmt vand til to bade er nok ogsaa for meget at forlange). 

Ifoelge Lonely Planet er folk fra Baños "waterbabies" (her virker det logisk at indskyde at 'baños', udover at vaere navnet paa byen ogsaa betyder baade toilet og bad) og hey det loed da egentlig ret nice - saa hvorfor ikke? (Vi har gjort det til en kunst altid at foelge Lonely Planets words of wisdom.) Loerdag morgen (og ja, morgen!!!) startede med en tur til de naturligt varme bade i udkanten af byen. Her fik Susan lejligheden til at komme af med den falske 1-dollar seddel hun havde erhvervet sig dagen foer, da hun lod fornuften raade og koebte busbilletter i godt tid - it was a Kodak-moment, da hun sad paa sin seng og pludselig udbryder: "ej, jeg tror jeg har en falsk 1-dollar". Endnu mere irriterende var det da vi bagefter kunne konstatere at det faktisk var en virkelig daarlig forfalskning (dog ikke helt saa daarlig som den falske 1-dollar Anne fik tilbage af en EUROPAEER - nu kan man da heller ikke stole paa nogen mere!). Paa den anden side, damen ved de varme bade lod sig ogsaa narre.

Efter lidt pres fra et par aeldre damer, som stod i bassinet med koldt vand som var det... tja, varmt? kom vi begge under. Det var pisse koldt - lige fra det naertliggende vandfald. Beloenningen var at vi bagefter kunne gaa over i det varme bassin og vide at vi badede i vulkansk opvarmet vand - fyldt med mineraler (og kender man Anne ret ved man, at hvis der er en ting hun gaar op i, saa er det mineraler). 

Om fredagen havde vi spottet en dansk/ecuadoriansk café og den skulle selvfoelgelig besoeges. Her spiste vi det taetteste vi kommer paa en brownie i Ecuador, men det var ikke det eneste moede med det danske i Baños. Fredag aften, da vi gaar paa gaden og passerer en dame og hendes soen, udbryder Anne meget begejstret: "ej, de er danskere!" efterfulgt af Susan der ligesaa begejstret foelger op med et: " ej, det er virkelig sjaeldent det sker!". Her kunne man saa vente sig en hilsen, et smil eller i det mindste en anerkendende nik, men istedet bliver vi moedt af en mur af antidansk gensynsglaede, bliver ignoreret paa det groveste og mister et kort oejeblik troen paa  vores faedreland. Saadan er det heldigvis ikke altid. Dagen efter gik vi tilfaeldigvis ind i en boghandel, hvor Anne igen spottede danske ord i en tilsyneladende spansk samtale blandt en mor og hendes to boern bag disken. Hun ville gerne sige hej og snakke (godt nok paa koebenhavnsk, men hernede tager man lidt hvad man kan faa).

Vi tog et kig i vores rejsebibel og efter hurtigt at have afskrevet hiking, mountainbiking, climing, trekking, riverrafting og bungyjumping, som ting vi foelte kunne klares en anden god gang, blev vi enige om at horsebackriding loed hyggeligt, knap saa fysisk kraevende og sikkert (vi har endnu ikke hoert fra vores tyske ven, som engang loerdag skulle have bungyjumpet fra en bro et sted i naerheden - vi krydser fingre for at han giver livstegn fra sig snart). Saa efter at have vaeret waterbabies sprang vi ud som cowboys - en helt naturlig udvikling i vores ecuadorianske liv. José (and the Two Dogs) viste vejen og Jorgé paatog sig gladeligt ansvaret for vores sikkerhed. Generelt var det en meget stille og udramatisk tur (Annes hest, som hed noget med b, ville paa et tidspunkt hellere staa stille end at gaa og Susans hest, El Diablo, fandt til tider uafmaerkede stier mere spaendende, hvilket resulterede i et par vendinger paa meget lidt plads). Ellers noed vi udsigten, det gode vejr og Jorgés fortaellinger om vulkanen Tungurahua, forskellige maader at reagere paa et udbrud paa (nogle mennesker sover aabenbart fra det), naturen og ikke mindst navnene paa (vi gaetter) stor set alle de heste Jorgé nogensinde har vaeret i kontakt med. Da vi steg af maerkede vi, hvad der skulle vise sig blot at vaere en lille del af vores fremtidige fysiske smerter, efter en "rekreationsweekend". 

Vores hesteglade guide Jorgé

Naeste punkt paa dagsordenen var Susans one wish for the weekend, at besoege byens skytsengel, La Virgen de Agua Santa. En lille detalje her er at statuen befinder sig halvvejs oppe at et bjerg. For at naa toppen skal man overvinde 716 trappetrin op af en bjergside, hvilket Anne, halvvejs oppe betegnede som "verdens daarligste idé nogensinde!". Det resulterede i at Anne serioest overvejede at slaa sig ned og blive boende paa bjergsiden, bygge en hule, leve af avocadoer og halvtomme vandflasker folk ikke gad slaebe med laengere. Vi vil ikke komme naermere ind paa de overtalelsesmetoder (overtalelse, tortur - kald det hvad du vil) Susan tog i brug, men op kom vi og indroemmet; udsigten var sgu meget flot! Vi faldt i snak med et par tyskere (og ja, vi moeder og snakker med ret mange tyskere, men de kan ogsaa faa naesten et helt volontoerophold betalt af den tyske stat) som vi fulgtes med ned.

Efter et bad (ja, et bad! det varme vand slap op efter Susans bad) tog vi ud at spise mexicansk (anbefalet af danskere paa et postkort fra Aalborg) og det var nok vores bedste madbeslutning so far. Fajitas for to kan klart anbefales, saa hvis du nogensinde kommer til Sydamerika eller taet paa Baños, er Pandro Villa stedet at spise! Som maaltidet skred frem, kunne vi maerke vores kroppe reagere paa dagens udfoldelser. Mens horsebackriding nu gjorde det forholdsvis smertefuldt at sidde ned, resulterede turen op og ned af trapperne i at det heller ikke var specielt behageligt hverken at gaa eller staa. Det stoppede os dog ikke i spontant at spotte naesehornstoget (hvad vi troede var et familevenligt sightseeing tog, men viste sig at vaere en forlystelse der koerte ret staerkt gennem byen), for derefter at spaene over kirketorvet og kaste os ind i en vogn. 

Soendag morgen var planen ret simpel. 1. staa tidligt op og gaa op til badene (der var sort af mennesker saa vi besluttede os for at lade vaere), 2. spise fantastisk morgenmad paa Café Hood (der var lukket, saa vi endte med okay morgenmad paa Café Good) og 3. faa helkropsmassage (da vi havde bestilt tid dagen foer, lykkedes det faktisk). 

Efter en dejlig afslappende rekreationsweekend er status som foelger: 4 stks. fuldstaendig smadrede ben, 2 stks. oemme bagdele, 10 mere eller mindre alvorlige solskoldninger, 2 insektbid (dog ingen myggestik) og sidst men ikke mindst formaaede Anne at paadrage sig en blodig rift, da hun ville stoppe sin engelsk/spansk parloer ned i sin taske.

I denne weekend skal vi en helt masse vilde ting med Annes familie, som vi ikke har nogen som helst idé om hvad er! Det bliver sikkert sjovt. Naeste vilde stop er Amazonas, saa jungletraeningen er igangsat.

Hold jer muntre.

"I'm too tired, I've lost my birdspotting skills"

Undskyld I ikke har hoert fra os laenge. Det har vaeret svaert at finde tid til at skrive, da vi har haft brug for at traene vores birdspotting skills forud for vores tur til Mindo, "a birdwatchers paradise" (citat: Lonely Planet) denne weekend. Mindo er en lille by ca. to timers koersel fra Quito, som ligger i bunden af en dal. Byen er omgivet af skov, og ligesom man ikke kan se byen for bare traeer, var det vores indtryk foer vi tog afsted, at man heller ikke ville kunne se traeerne for bare fugle. Bird. Vi havde ret (Lonely Planet har fat i noget). Fredag drog vi glade og optimistiske  afsted, med bus og med fuglekikkerterne sikkert om halsen, saa vi til hver en tid var klar hvis vi skulle spotte en sjaelden fugl. Bird. Vi indlogerede os paa et nice hostel, lavet af bambus og om aftenen sad vi lidt i baren, hvor vi snakkede med de andre gaester, og modtog tips og tricks (desvaerre ikke om birdwatching).

En aegte birdwatcher staar op med fuglene, saa vi drog tidligt afsted loerdag morgen og gik op, op, op til en af de faa sevaerdigheder i Mindo, som ikke direkte har noget med fugle at goere, canopy (metalwires spaendt op mellem traerne paa bjergsider, hvorpaa man bliver spaendt fast, og faar lov til at svaeve frit over skoven). Da vi ankommer spotter Anne hurtigt (ikke en bird, nej) men et kaempestort skilt hvorpaa der staar "WE SPEAK ENGLISH". Det viste sig at vaere rigtigt - mere eller mindre. Efter den foerste saetning; "Which language, italiano, francés, english or spanish?" (hvortil vi selvfoelgelig paent svarede; "english please") foregik alt paa spansk.Muchas gracias. Kort tid efter befandt vi os med vores tre mandlige guider, klaedt paa til canopy, ved the wire, hvorfra turen gik. Selve canopy turen var rigtig god, men vores guider bidrog helt sikkert ogsaa til at vi havde en fantastisk oplevelse. Undervejs blev der joket godt og grundigt (med os, men mest om os... paa spansk...) og to af vores guider gjorde meget ud af at fortaelle os om de forskellige arter af orkideer og sommerfugle, der findes i Mindo. Inden turen var omme var Anne saa godt som giftet vaek til Juan Paulo II (der var to Juan Paulo, vi er ikke sikre paa om det var en daarlig joke eller om de to Juan Paulos rent faktisk hed Juan Paulo) - man maa ogsaa give Fernando at han havde arbejdet haardt for at faa det til at ske. Susan havde formaaet at misforstaa flere jokes med sikre undertoner, godt taget! Bird. Efter turen fik vi lov til at skrive i deres gaestebog (vi foelte os meget specielle, da den sidste person - ogsaa af hunkoen - havde skrevet i oktober 2010).

Efter den vilde canopy tur begav vi os mod vandfaldet i taxa. Hernede har vi efterhaanden laert at det er vigtigt at goere som ecuadorianerne, saa uautoriserede taxaer i Mindo - no hay problema! Op, op, op gik det endnu en gang. Vi gik det sidste stykke fra det ene vandfald (som ikke var nice - i hvert fald efter hvad vi havde hoert) og op til det andet. Det vil sige, vi gik op, for derefter at gaa ned. Paa denne del af turen tog en meget overbegejstret Anne over - hun havde transformeret sig om til en serioes birdwatcher! Vi naaede ikke langt imellem hendes begejstrede udbrud "look there's a bird!". Annes moment of shine denne dag, var da hun spottede et reb nedad en stejl skraaning "Ej se, der er en genvej!" - 2 sekunder senere begiver hun sig ivrigt, og knap saa elegant, nedad. Og naar Anne kan saa kan Susan da ogsaa, saa efter Annes sikre nedtur gjorde Susan hende kunsten efter. Da vi naaede vandfaldet i bunden af dalen klaedte vi om - og saa var det tid til at bade! Vandet var virkelig flod-koldt, men det var en nice oplevelse. Dog skal det siges (advarsel til andre "hvide" der rejser steder, hvor folk ikke er vant til at se lys hud) at risikoen for at vaere en attraktion i attraktionen er vaeldig stor. En dame synes det var sjovere at tage billeder af os, end af hendes badende boern. Henad mod slutningen af vores bad tog den mindoske regn over og vi forvandlede os til poncho-birds (tak til Susans mor for de matchende regnponchoer). Saa begav vi os opad igen igen. Da vi, efter at have kaempet os vej, naaede toppen kunne man ikke se os for bare mudder. Og birds.

Da vi naaede hjem efter en indkoebstur i Mindo (og en underlig underlig mand der forstyrrede vores ellers saa udemaerkede frokost ved at sidde og synge for en dame) tog vi vores birdwatching skills til det naeste niveau, lagde os i haengekoejerne paa verandaen, fortaerede en plade chokolade og kastede os ud i de mest umulige akrobatiske numre, for at undgaa at rejse os. Susan blev ved med at spotte birds i et saadant tempo, saa Anne til sidst maatte udbryde "I'm too tired, I've lost my birdspotting skills". Men som vi jo alle ved, saa lader en aegte birdwatcher sig aldrig stoppe af bagateller saasom; regn, mudder eller afstand! Hvis vi har glemt at naevne det, saa regnede det hele weekenden, men altsaa Mindo var stadig nice!

Anne spotter meget fotogen cow-bird

Susan spotter giant blad-bird

Soendag middag da vi gerne vil hjem begiver vi os med bagagen fyldt med gode oplevelser (og birds) til Mindo busstation, hvor vi faar den meget nedslaaende udmelding "No hay mas tickets hoy" (oversat; I kan ikke komme hjem). Her vil vi gerne indroemme at vi panikkede en smule - den eneste maade at forlade Mindo paa er nemlig med... bus! Efter en deprimeret, dermed knap saa optimistisk, halv time, fik vi dog tillusket os en staaplads i bussen, saa vaerre var det heller ikke (note til os selv: bestil billet til bussen i god tid).

Som en break i vores ellers saa intensive birdwatcher traening tog vi for en uges tid siden til Otavalo med de andre volontoerer. Det viste sig at vaere en ret udramatisk tur, men man kan aabenbart ikke sende os afsted uden at der sker en ting eller to. I hvert fald formaaede vi at blive vaek ikke bare en, men hele to gange i loebet fire timer. Foerste gang efter en god tur paa det "biggest indigenous market" i Ecuador (som ikke var saa voldsomt stort igen, selvom man maa give dem at der var mange ting), hvor vi formaaede at misse vores aftale med de andre, og maatte igennem en hel del mere eller mindre forvirrende telefonopkald for at finde tilbage til flokken - og frokosten. Anden gang var da vi efter turen til et vandfald misforstod nogle (meget let misforstaaelige) gestikuleringer fra Farah (vores kontaktperson fra VASE) drejede til venstre et forkert sted og pludselig sad i vejkanten, alene og forladte sammen med to andre volontoerer... En af dem, vores nye tyske ven Konstantin, tog det ikke saa tungt (han havde ogsaa forsynet sig med oel hjemmefra) og satte ord ord paa oplevelsen "If there was ever a day to be lost, this day January 29th, would be it" - og det var det. Vi fandt de andre - alt endte godt.

Som afsluttende kommentar kan naevnes at Anne pt. allernaadigst deler sin seng med Susan, der "for time being" er morloes, da Italo er indlagt med lungebetaendelse og derfor ogsaa Patty. Vi krydser fingre for snarlig bedring - Anne i saerdeleshed.

Bird!

"Ecuador's biggest claim to fame... and name"

Citat: Lonely Planet. 

Mange lande i verden ligger paa aekvator, men af en eller anden underlig grund er det ecuadorianerne, som har foelt en trang til at opkalde deres land efter jordens midte. Loerdag morgen drog vi ud for at finde ud af 'what all the fuss is about'. Efter at have staaet ved siden af en nonne (helt klaedt i hvidt?) i bussen en times tid blev vi smidt af i en rundkoersel, stod forvirrede og kiggede lidt rundt, men blev dog til sidst enige om at foelge de faa andre turister hen imod den graesplaene, hvorpaa der med kaempestore hvide bogstaver stod Mitad del Mundo. Efter at have betalt den chokerende pris paa 2 dollars, slog vi os loes som aegte turister paa verdens midte (vi kommer nok aldrig til at kunne maale os med japanerne, men vi gjorde et godt forsoeg). Grundet tidspunktet var det os og ca. 3 andre personer, der kaempede om retten til at tage billeder ved den gule midterlinje (husk paa det naar I ser vores billeder). Det vil dog desvaerre for evigt laegge en lille daemper paa vores begejstring at manden der i sin tid beregnede, hvor aekvator burde ligge, regnede forkert, hvilket resulterer i at det gigantiske monument i dag ligger ca. 200 i forkert retning. Det forhindrede os dog ikke i at have en rigtig god dag, som vi desuden brugte paa at forfoelge de fritgaaende lamaer (Anne var meget begejstret - Susan, not so much), flygte ud at et insektmuseum (med levende insekter!!!) og udforske butikker og restauranter. Man kan sige meget om Ecuador's biggest claim to fame, men det var faktisk ret nice og det er bestemt ikke sidste gang vi leger turister. 

Naar ikke vi har mulighed for virkelig at slaa os loes, er det hverdagens smaa dramaer der optager os. En af de foerste dage brugte Anne nogle af sine enormt mange kraefter paa at rive doerhaandtaget til sit vaerelse af (vi undrer os stadig over hvordan det kunne lade sig goere)... doeren mangler pt. stadig et haandtag. Saa sent som i morges praktiserede Susan den fantastiske kunst at smaekke sig selv ude (og noeglen inde) faa sekunder efter at Patty havde overladt Susan de eneste noegler. Dette resulterede senere i at ovenboen maatte traede til og hjaelpe med at finde en alternativ vej ind. Patty tog det meget paent :)

Men ogsaa naar vi bevaeger os rundt uden for hjemmets fire vaegge sker der ting og sager. F.eks. har La Planada deres helt egen crazy lady (hun hedder i daglig omtale Locolita) som en helt almindelig eftermiddag brugte en hel time paa bare at staa og kigge ind over muren til skolen, mens vi legede med Jennys barnebarn Dylan og hans ven Franklin. Ellers ynder hun at vandre hvileloest rundt i kvarteret og snakke til folk ganske uopfordret (mht. os noejes hun med at mumle noget uforstaaeligt paa spansk efterfulgt af et foragteligt "gringos!". Vi tager det paa ingen maade som en kompliment). 

Efter smaa tre uger hernede havde vi samlet mod sammen til at drage til midtbyen for at haeve penge. Det er ikke saadan noget man bare lige goer. Det kraever planlaegning, snilde og opfindsomhed. Som vi vist har naevnt kan man risikere at blive roevet hvis ikke man taenker sig om hernede. 300 dollars hernede er en ret stor maengde penge hernede saa derfor skulle vi vaere ekstra opmaerksomme. Efter at have haevet pengene og sikret os at vi ikke blev forfulgt, gik vi som raadet mod toiletterne hvor vi brugte smaa ti minutter paa at omfordele pengene til forskellige steder paa kroppen. Derefter gjaldt det om at falde i et med maengden (hvilket dog aldrig rigtig kommer til at ske hernede) saa vi begav os mod supermarkedet MegaMaxi (hvis du ikke kan hoere det paa navnet saa er det et ret stort sted), hvorefter vi diskret sneg os mod bussen og hjem. 

Hvis vi overlever de naeste par dage, kan vi se frem til naeste store oplevelse, nemlig Otavalo, med de andre volontoerer paa loerdag og PIZZA paa tirsdag.

¡Kryds fingre og haab paa det bedste!

Otra vez; ¡Hola fra Ecuador!

Saa er det vist ved at vaere tid til at introducere stedet vi bor og arbejder. Quito skulle eftersigende vaere en by paa stoerrelse med Koebenhavn, men i et omraade domineret af bjerge siger det intet om byens faktiske stoerrelse. Quito maa uden tvivl vaere en af de laengste hovedstaeder i verden, i forhold til dens indbyggertal. Det kan snildt tage 2-2,5 time at krydse byen fra nord til syd (hvis man altsaa er saa heldig ikke at skulle skifte buslinje paa vejen). I Quito er der tre buslinjer, som hverken er logisk forbundet, centralt placeret eller bruger samme betalingssystem. Busserne er godt brugte, beskidte (mest pga. de enorme maengder bystoev og -os) og overfyldte, 9/10 gange naar man tager en bus ender man med at staa op og desperat klynge sig til naermeste stolpe/stoleryg/person for ikke at vaelte naar buschauffoeren vaelger;
1) At bremse pludseligt (og haardt op).
2) At saenke farten foer et vejbump (som der er sygt mange af) hvilket dog sker sjaeldent - frem skal man jo, jo hurtigere, jo bedre.
3) At dreje meget skarpt, uden at saenke farten (dette sker forholdsvis tit, da stortset alle sving i Quito er omkring de 90 grader.
4) At skifte gear (dette er desvaerre ogsaa noedvendigt i Quito), hvilket resulterer i ret voldsomme ryk (det kan vaere ret svaert at finde koblingspunktet paa vej op af en bjergside).
Som foer naevnt er det ikke en noedvendighed at busdoerene er lukkede under koersel, saa hvis du er saa heldig at faa en plads ved doeren, er du sikret aircondition resten af turen, men husk at holde godt fast, du bliver garanteret noedt til at vente paa naeste bus hvis du falder af. Vi fraraader dog alle at gribe fat lige over doeren, da det her er smurt ind i olie (spoerg bare Susan og hendes spansklektier). Vi har efterhaanden erfaret at de reneste steder at holde fast, er de steder hvor de andre ikke kan naa, dvs. de oeverste stolper, hvilket er meget behaendigt for folk som os. Nu skal det ikke lyde som om vi ikke er fans af det ecuadorianske bussystem - for tro os, naar en bustur koster 25 cent (knap en krone og 25 oere) og du kan komme hele byen rundt for hoejest 1 dollar, kan man leve med meget!

Quito ligger i hoejlandet, placeret midt i en bjergkaede, ca. 3000 meter over havets overflade (det tager tid at vaenne sig til den tynde luft!). Byen er fyldt med modsaetninger, som er synlige hvorend du gaar. Det kommer isaer til udtryk naar man ser de rige kvarterer ligge klods op og ned af halvfaerdige betonbygninger, ofte kun adskilt af hoeje betonmure med pigtraad eller knust glas som prikken over i'et, samt en checkpoint ved det rige kvarters indgang. Det er desvaerre fuldt forstaaeligt at mange maa sikre sig paa denne maade i en by som Quito, da kriminalitet er meget udbredt. Derfor er spontane roeverier paa aaben gade noget man skal forberede sig paa hver gang man gaar ud af doeren. Et af de foerste raad vi fik, da vi ankom, var, at man ikke skal have noget paa sig man ikke kan taale at miste. Med sund fornuft kommer man dog langt. Selv bor vi i byens nordvestlige del La Planada, hvor man for at naa frem skal koere op, op, op. Dette er et af mange fattige kvarterer i Quito, paa trods af at det har byens bedste udsigt over resten af Quito. Omraadet er praeget af beton, gitterporte, vasketoej paa tagene og hunde der loeber frit omkring. Her bor og lever langt de fleste boern fra skolen.

Skolen William Tell er en privatskole hvor der gaar ca. 115 boern i alderen 3-14. Det koster 30 dollars om maaneden at have sit barn i skolen - en forholdsvis stor udgift for en gennemsnits familie her omkring. Det kan saa her indskydes at mindsteloennen i Ecuador er 215 dollars om maaneden, og at gennemsnitsprisen for at have et barn i privatskole er 100 dollars. Skolen fungerer med ca. 7 laerere, en fast i hver klasse, som underviser i alle fag (et gaet er er langt fra alle laererne er uddannede til at undervise, men foer for faa uger siden har det ikke vaeret et krav). At vi er i en spanskdomineret del af verden er tydelig - det engelske sprogs indflydelse er minimal og de laerere der er sat af til at undervise i engelsk ved ikke mere end hvad de kan laese sig til i laererboegerne. Det er saa her volontoerer kommer ind i billedet. Pt. er vi 4, som tager sig af engelskundervisningen i alle klasser. Vi arbejder sammen med to tyske volontoerer, Julika og Dirk, som begge har vaeret her siden august og skal vaere her skoleaaret ud. Susan underviser i 3., 4. og 6. klasse sammen med Dirk og Anne i 2., 5. og 7. sammen med Julika. Saa vores hverdag gaar med at planlaegge og gennemfoere undervisning, saa godt som vi nu kan. De to stoerste udfordringer pt. er, for det foerste, at vi ikke forstaar hvad boernene siger (det goer Julika og Dirk dog heldigvis) og for det andet, at det ecuadorianske skolesystem er saa praeget af copy/paste-princippet at boernene har det med at glemme hvad de har laert aaret og dagen foer. Isaer i engelsk da det som sagt ligger saa langt fra dem og deres hverdag (tilgengaeld er boernene rigtig gode til at skrive af fra tavlen).

Generelt er boernene fantastiske, entusiastiske og glade. Vi har vaeret her i knap 3 uger og vi ser allerede boernene som vores egne. Altsaa knytter man sig hurtigt til boernene og de knytter sig om muligt endnu hurtigere til os. Som volontoerer har vi automatisk en anderledes laererrolle, som gaar ligesaa meget ud paa at give opmaerksomhed og omsorg, som den gaar ud paa at vaere underviser. Hvor meget volontoererne rent faktisk betyder hernede kom til udtryk i fredags, da boernene maatte sige farvel til deres musik- og billedkunstlaerer gennem et halvt aar, Ode fra Schweiz. Boernene havde hele dagen lavet kort og gaver, hvilket gjorde det praktisk talt umuligt for os at gennemfoere undevisningen. Den sidste time blev afbrudt efter 10 minutter og hele skolen samledes udenfor. Her stillede boernene op efter klasser, og sagde hver isaer, en efter en farvel til Ode. Der blev holdt en lille tale og saa begyndte to timers tristhed og graad. Aldrig har vi set saa mange boern graede paa en gang. Vi lagde skuldre til rigtig mange boerns graad (her vil Susan gerne indroemme at hun efter hun fandt 5-aarige Domi graedende alene paa trappen, faeldede en taare eller to, paa alle boernenes vegne - stilfuldt selvfoelgelig). Det er muligvis det mest hjerteskaerende vi nogensinde har vaeret vidne til og vi gruer for den dag hvor det bliver vores tur.
Som alt andet i Ecuador afsluttede vi Odes sidste dag med kage. Kager sker bare regelmaessigt hernede. Uden at taenke for meget paa at vi snart har vaeret her 1/4 af tiden (og det faktum at vores spanske stadig skranter bare en smule) nyder vi bare landet, skolen og ikke mindst boernene saa meget vi kan.

Naeste sindsoprivende kapitel i vores liv paa kanten bliver at staa med en fod plantet paa hver side af jorden... Mitad del Mundo. Foelg med - det bliver vildt!

¡It`s a Kodak moment!

¡Hola!

Saa fandt vi tid til endnu en gang at give jer et indblik i vores liv her i det sydamerikanske. En vigtig del af vores liv hernede er vores vaertsfamilier, som meget hurtigt har taget os til sig. So here goes...

Anne bor ved Jenny (det gjorde Susan ogsaa de foerste 3 dage, da det der med at flytte rundt paa vaerdigenstande efter moerkets frembrud hernede, ikke er verdens bedste idè), hendes mand Freddy og deres soen Cristian. Med dem foelger dog et utal af tanter, onkler, kusiner, faetrer, nevoer, niecer, bedstemoedre og boerneboern, hvoraf halvdelen bor, hvis ikke i samme bygning saa lige rundt om hjoernet. Jenny er daglig leder af skolen William Tell, hvorpaa vi arbejder, og hendes hjem er en del af skolebygningerne. Det lader til (vi er ikke helt sikre paa noget hernede - som sagt, alt foregaar paa spansk) at Jenny og Freddy er flyttet ud af deres sovevaerelse og ind paa soennikes for at goere plads til Anne. Meget paent af dem og et godt eksempel paa deres gaestfrihed. Jennys soester Chela og hendes mor Isabel (abuelita) bor ogsaa paa skolen og Abuelita staar for alt der hedder skolemad (snack kl. 10.30 er dagens bedste maaltid og kan bl.a. bestaa af brasede kartofler med en poelse, bananpandekager eller popcorn med aeg).

Paa skolen arbejder ogsaa Susans vaertsmor Patty. Hun bor 5 minutters gang fra skolen med sin 3 maaneder gamle soen Italo (verdens letteste og gladeste baby - han har graedt ca. 2 gange paa 2 uger). Lige for oejeblikket er han desvaerre syg efter sin 3 mdr.s vaccine, men det bliver bedre. Susan, Patty og Italo bor paa nederste etage i et lille lejlighedskompleks. I lejligheden goer det samme sig gaeldende som hos Anne, nemlig at Patty tilsyneladende er flyttet ud af sit sovevaerelse og overladt det til Susan. Patty har to soeskende der bor i omraadet (og en mor i Chicago). Hendes storesoester, med mand og 4 boern (soesteren og mandens navn er endnu ikke opfanget men boernene hedder Giovanni, Josè, Anais og Nicolas hvoraf de to yngste gaar paa William Tell) og hendes storebror Italo, der bor med sin kone i omraadet kigger tit forbi eller tager gerne mod besoeg. Familierelationerne hernede er ret indviklede, men vi arbejder pt paa at hitte rede i traadene. Vi regner med at det hele giver sig selv naar vi kan forstaa, hvad de siger.

Jenny og Patty er gode veninder. De griner generelt rigtig meget og bruger store armbevaegelser i aegte sydamerikansk stil. Det at de er saa gode veninder goer at det ikke er noget problem for os at lave aftaler os imellem, heller ikke selvom de opstaar spontant (det meste hernede opstaar spontant). Allerede sidste loerdag fik vi vores ilddaab som aegte familiemedlemmer, da vi var blevet inviteret med til Jennys barnebarns, Valentina, daab (og ikke mindst efterfoelgende fiesta). Vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente af en saadan familiefest, men var dog blevet forberedt paa at den kunne bestaa af en stor del dans og alkohol. Begge dele viste sig at vaere korrekte!

Det hele startede i kirken, som d. 8 januar stadig var fuldt oppyntet til jul, med alt hvad det indebaerer af julekugler, glitterguilander og farvestraalende lyskaeder i bedste neonstil omkring den korsfaestede Jesus. Saa var stilen ligesom lagt (minimalisme og sydamerika gaar ikke haand i haand). Efter en messe, hvor vi forstod absolut ingenting,  kom selve daaben. Den foregik meget traditionelt, men bagefter blev der taendt et lys

for Valentina som symbolsk skulle oplyse hendes vej gennem livet. Vi blev koert til selve fiestaen med bus (en af de busser vi holder saa meget af!) og ankom til "festsalen" (et noget koeligt festtelt). Stedet var, i vores oejne, meget underligt indrettet. Folk satte sig paa stole som stod rundt langs vaeggene og inde i midten var placeret en daabskage, som ville vaere en hvilken som helst bryllupsfest vaerdig. Paa bordet stod ogsaa lidt tapas, som vi dog ikke skulle faa lov at spise foer efter 3 timers dans. Dansen startede lige efter foraeldrene havde budt velkommen, og gulvet fyldtes langsomt men sikkert af dansende par. Efter et stykke tid og utallige nysgerrige blikke (det er vi dog efterhaanden blevet vant til - de fleste i Ecuador opfoerer sig som om de aldrig har set en person med lys hud og blaa oejne foer) besluttede vi os for at vi hellere maatte proeve at falde i et med maengden. Da vi efter tre kvarter foelte at vi kunne vaere bekendt at saette os igen udbryder Anne traet; "Mit vaerste mareridt lige nu er at blive budt op!" hvilket paa det tidspunkt virkede som en meget urealistisk tanke, da ingen indtil videre havde gjort tilnaermelser til at ville danse. Scenariet de foelgende to minutter er som foelger: Susan rejser sig et kort ojeblik for at tage et billede af daabsbarnet og efterlader Anne siddende alene paa en stol langs vaeggen. Susan vender sig om for at gaa tilbage, men opdager at Anne ikke laengere sidder paa stolen, men derimod er ude paa dansegulvet - med random guy i crocks(sko)! Susan gaar derefter hen og saetter sig, men mindre end ti sekunder senere er der en anden fyr (aabenbart Jennys nevoe) der byder hende op til dans. Og saadan gaar det til at vi ligepludselig staar paa dansegulvet og er genstand for hele rummets opmaerksomhed. Efter 20 minutters akavet, men alligevel utrolig sjov dans, trak vi os tilbage og Anne fik lov til at forklare hvordan hun med alles oejne paa sig og efter utallige gange insisterende "NO GRACIAS!" havde foelt sig tvunget til at acceptere en "kort" svingom.

Efter endnu et par timers dans blev tapasene delt ud, kagen blev flyttet og gulvet ryddet til - gaet engang - mere dans. Salsarytmerne fortsatte og alkoholen blev delt rundt oftere og oftere. Det med alkoholen er en sjov historie, da man ikke, som vi er vant til, har hvert sit glas (maaske fordi der ikke er nogle borde at stille glassene paa) men derimod et deleglas pr. flaske. Personen med flasken gaar rundt og deler ud og skaaler med alle der tager imod glasset. Det lyder maaske ikke som om at man paa denne maade kan naa at faa saerlig meget indenbords, men tro os, det kan de! Selv holdt vi os fra alkoholen (da pinlige fuldeepisoder ikke var det vi oenskede skulle kendetegne vores foerste familiefiesta i Ecuador) og maatte noejes med aftensmad, som blev serveret paa et tidspunkt der i Danmark ville vaere helt uacceptabelt: 22.30! Vi maatte give op og gaa hjem omkring midnat, men efter sigende varede festen (dansen!) til den lyse morgen. Vi siger tak til Jenny og hendes familie for en oplevelsesrig aften!

(Vi undrer os stadigvaek over hvornaar de fik lov til at spise kagen, da den endnu ikke var blevet serveret da vi gik...)

Ting vi har laert om Ecuador:

I loebet af dit ophold kan du vaere sikker paa at blive enten bestjaalet eller overfaldet (hvis ikke begge dele) foer eller siden. Det kan faktisk ikke undgaaes!

Der findes mindst 3 forskellige slags bananer (og de smager bestemt ikke ens!)

Der serveres altid varm maelk til kaffen. Ogsaa selvom du ikke drikker kaffe.

Det er helt normalt at spise popcorn hele tiden - ogsaa at putte dem i suppen.

Der serveres suppe mindst en gang i loebet af dagen (Susan er glad. Anne - noget utilfreds).

Ecuadorianere synes dyrefoedder i mad er laekkert (vi er absolut ikke enige!)

Det er forbudt at goere noget saa hygiejnisk som at smide toiletpapiret i toilettet - man skal derimod smide det  i spanden uden laag, der staar ved siden af.

I loebet af dit ophold vil du helt sikkert befinde dig i en situation, hvor det eneste rigtige citat til at beskrive den er; "It´s a Kodak moment".

Lige meget, hvor mange gange du gentager "¡No hablo español!", vil folk stadig konstant udsaette dig for en lind stroem af spanske saetninger.

Trafikregler er en by i Rusland (eller Danmark for den sags skyld) for ecuadorianere.

Busdoere behoever ikke noedvendigvis at vaere lukkede under koersel, og bussen stopper ikke noedvendigvis helt under paa - og udstigning.

Det kan foere til meget akavede oejeblikke, hvis man ikke har styr paa, hvilken kind man kysser paa som hilsen (Alle kysser hinanden paa kinden - det er god kutyme)

Du behoeves ikke have moedt folk for at blive betragtet som familie - i Ecuador sker det bare!

Hvis temperaturen falder til under 15 grader (og ja, vi snakker plusgrader) bruges udtrykket "Muy frio" ("Meget koldt") oftere end hyppigt (Og enhver ecuadoriansk mor med respekt for sig selv pakker sine boern godt ind i flere lag toej og halstoerklaeder - men saa igen, de er ogsaa foerst paa vej ud af "vinteren" nu)

Kulturen dikterer at du foer, du kan starte en rigtig samtale med et barn, skal svare paa 3 spoergsmaal: "¿Tienes un novio?", "¿Estas casado?" og "¿Tienes niños?" ("Har du en kaereste?", "Er du gift?" og "Har du boern?").

Fortsaettelse foelger...