¡Never trust an ecuadorian!

Saa er vi tilbage, efter masser af sindsoprivende (og det er ikke engang en overdrivelse) oplevelser og med rygsaekkene fyldt med nye skills. Der er ret meget at fortaelle saa lad os bare springe ud i det.

Lige siden Dag 1 har vi vidst at vi ville tage til Amazonas mens der var karneval i Quito (karneval i Quito er ikke karneval som det i Rio de Janiero, men simpelthen bare fire dage hvor alle forlader byen, og dem der bliver tilbage kaster med vand paa hinanden - vi foelte ikke noget specielt behov for at deltage i dette). Turen til Cuyabeno Rivers oekoreservat har altsaa vaeret planlagt et stykke tid, reserveringerne blev lavet for nogle uger siden og vores rejsearrangoerer havde helt styr paa at billetterne til bussen var reserveret. Vi havde koordineret alt med Julika, Lena og Konstantin, som vi skulle afsted med (ja, de er allesammen tyskere, men det er altsaa det eneste vi har at arbejde med hernede) og med taskerne pakket til det store jungleeventyr drog vi glade og optimistiske afsted tidligt fredag eftermiddag. Intet kunne gaa galt. Vi tager til Cuyabenos kontor i Quito for at betale det sidste, faar bekraeftet at vi bare skal hente de bestilte busbilletter tre kvarter foer (kl. 20.45, lokal tid), spiser en hurtig omgang mexicansk mad, moedes med Julika, og med viden om at vi godt nok er lidt tidligt paa den (smaa 5 timer) drager vi mod hovedbusterminalen. Da vi naar frem kan vi godt se at vi ikke er de eneste der har planlagt at forlade Quito (terminalen er propfyldt), men no worries billetreservationen er i hus. Da vi finder vores busselskab (for ja, der er flere, vores gaet er 80 - laenge leve privatiseringen) faar vi den mere eller mindre nedslaaende meddelelse at der ikke er flere billetter til 21.30, og reserveringer goer de sig slet ikke i. Her vil vi gerne udtrykke den ubeskrivelige kaerlighed vi foelte for Julika i dette oejeblik (Julika kan nemlig godt snakke spansk... flydende) og efter et par minutter panikkoeber vi 4 billetter til kl. 19. (Konstantin tog ikke sin telefon saa ham overlod vi til sig selv) og foretager et par mere eller mindre forurettede opkald til Cuyabeno, som lover at i og med vi tager fra Quito 2,5 time foer skal vi ogsaa nok blive hentet af vores guide 2,5 time foer. Igen, det var en klar aftale vi kunne forholde os til og Lena bor et kvarter fra Quitumbe saa for hende skulle det ikke vaere noget problem at naa det nye afrejsetidspunkt. 

Da Lena ikke er dukket op 18.30 bevaeger vi os ud for at finde bussen, mens Julika bliver tilbage med Lenas billet. Klokken bliver 18.45 - Lena er der stadig ikke. Klokken bliver 18.55 - panikken begynder saa smaat at indfinde sig (Susan stresser fra sin plads hvorfra hun er i konstant telefonkontakt med Julika, mens Anne har bevaeget sig hen i busdoeren, hvor hun konstant maa finde paa nye (spanske!!!) saetninger der kan overbevise buschauffoeren om at det altsaa er noedvendigt at vente bare to minutter mere). Kl. 18.59 starter buschauffoeren bussen og Susan foretager sit legendariske opkald til Julika, som kun bestaar af tre ord: "RUN, RUN, RUN!!!". De naeste fem minutter har vi ingen indflydelse paa hvad der sker. Konstantin ringer -  han er paa vej til Quitumbe i en taxa, Julika skulle efter sigende vaere paa vej i fuld fart efter at have kastet Lenas billet i armene paa en forvirret billetdame og sagt "Hvis en pige kommer loebende - saa er det hendes billet!" (paa spansk selvfoelgelig) og ja, Lena er stadig paa vej. Vi foeler os som fanget i en daarlig film, men kl. 19.04 kaster Julika sig ind i bussen og begynder med fornyet energi at faa bussen til at vente paa Lena. Det virker ikke som om det virker saerligt godt, men som ud af ingenting staar Lena lige pludselig foran bussen og paa mirakuloes vis kunne vi alle fire saette os til rette...(Nej, okay Konstantin var ikke med bussen, men han formaaede paa forunderlig vis at faa en billet og ankomme paa et langt mere belejligt tidspunkt - forklaring foelger).

Vi koerte i bus i smaa seks timer foer der skete noget vaerd at berette om. For ja, der sker sjovt nok altid noget der er vaerd at berette om. Kl. 02.00 bliver bussen stoppet, og random soldat med maskingevaer traeder ind og beder alle om at vise identifikation. Ecuadorianerne i bussen kan noejes med at vise deres nationale ID-kort og roligt laegge sig til at sove igen, men os fire bliver gennet ud af bussen og skal igennem et laengere forhoer med paskontrol, rejseformaal og beskaeftigelse i Ecuador. Hvorfor der laa en paskontrol der, har vi ingen anelse om, men i foelge soldaterne var det fordi vi befandt os ved den columbianske graense (og i saa fald giver det jo mening, men sagen var bare at vi dagen efter fandt ud af at graensen til Columbia ligger 200 km. vaek fra hvor vi befandt os). Et par timer senere bliver vi saa smidt af ved Cuyabeno River hvor vores guide staar og venter paa os... Nej, det var ikke tilfaeldet. Klokken var 04.30, vi befandt os midt ude i ingenting og det var bulragende moerkt. Julika og Lena fandt sig til rette paa en stentrappe mens vi de naeste to timer saa solen staa op og lod os fascinere af sjove fuglelyde. Da det blev lyst blev vi fundet af en der havde med Cuyabeno at goere og blev langt om laenge sejlet til vores nye hjem, Cuyabeno River Lodge, som ligger midt ude i junglen, ud til floden.

Haengekoejerne, hvor vi faktisk brugte ret meget tid

Efter et par timers soevn moeder vi Julika, Lena og Konstantin, der var ankommet kl. 07.30, og saa var vi fem paa tur. De naeste fire dage sejlede vi i baade motoriseret kano (det er en rejseform vi godt kunne vaenne os til) baade i dagslys og i moerke (moerket var en lidt speciel oplevelse, da saadan en flod ikke altid er lige dyb eller lige fremkommelig...), i almindelig gammeldags kano (dette vakte lidt mindre begejstring, da det er okay haardt er sejle imod stroemmen, men som vores guide Diego sagde "Pero, es bien para ti" - sure thing), besoegt en indigenous community, sejlede vi i en lagune med stillestaaende meget varm luft (isaaer naar man er vant til 15 graders kulde i Quito), blev vi fanget i en tropisk regnstorm (imens vi sejlede i kano), fiskede vi efter piratfisk, gik vi paa vandring i regnskoven og sidst men ikke mindst fik vi bekraeftet at insekter og edderkopper bare ikke er vores ting.

 

 

Da vi foerste dag sejlede i kano havde vi spottet forskellige dyr; alligatorer, skildpadder, meget store sommerfugle, suicide birds og aber. Sidstnaevnte fik vi lov at stifte naermere bekendtskab med senere, da vi besoegte the indigenous community. De havde nemlig en kaeleabe, som ved foerste oejekast virkede soed, legesyg og meget menneskelig, men senere transformerede sig om til en draeber- og forfoelgerabe, som gjorde det til en kunst at smage paa/bide os, samt rode os i haaret. Det gik haardest ud over Julika, men hun tog det paent.

Vores 4-dages program inkluderede bl.a. en laengere gaatur i junglen, som vi havde set meget frem til (maaske fordi vi havde forestillet os at junglen er flad og jorden toer - vi blev klogere...). Efter en succesfuld time, hvor vi spottede tukaner (de var ret nice) begyndte det ligesaa stille at gaa opad bakke (naar vi siger ligesaa stille mener vi ret meget!) Susan erfarede paa et tidligt tidspunkt at man ikke skal stole paa vaad jord - og Anne at man ikke skal stole paa sine gummistoevler! Af de tusind par stoevler der var at vaelge imellem fik Anne nemlig valgt sig et par med huller i - hun var meget begejstret. Da vi begyndte at foelge tapirsporet rundt om stedet, hvor dyrerne kommer for at mudderbade, begyndte det at skabe problemer for os i den bagerste del af gruppen. Diego havde god fart paa, saa vi tabte rimelig meget det sikre spor, hvilket foerte til vores nye opdagelse; at mudder sagtens kan give kviksand haard konkurrence (Susan sad saa meget fast at hun blev hevet ud af sine stoevler (de maatte fiskes op bagefter) og placerede sine rene sorte sokker i mudderet) Saa afsted gik vi med mudrede sokker. Senere, i sit forsoeg paa at undgaa mudderet, fik Anne paadraget sig et drabeligt ar, da hun hoppede naesten 1,5 meter og ikke saa den halvspidse gren paa den anden side af mudderpoelen, hun proevede at krydse. Efter den tur var vi allesammen mere eller mindre gennembloedte af sved, hvilket heldigvis kunne afhjaelpes ved en tur i floden.

Vi havde valgt at risikere livet (troede vi) ved at tage til Amazonas uden nogen anden form for malariabeskyttelse end myggespray. Tidligt mandag (efter to dages intensivt forbrug) erfarede vi dog at der, lige praecis der hvor vi boede er noget i flodvandet som goer at malariamyg ikke kan leve der. Paa den ene side var det faktisk lidt nedslaaende og gjorde hele oplevelsen lidt mindre farlig (det er jo ikke for sjov at vores blog hedder "Et live paa kanten...") men paa den anden side synes Anne, det er meget rart at hun ikke risikerer at doe, fordi hun soendag glemte at spraye myggespray bag oeret.

Vi fik lov at fiske efter piratfisk i floden - deres taender er saadan okay skarpe - og gik efter at fange de helt store. 5 kvinder og Konstantin i en fiskebaad er dog ikke den bedste kombination, da vi har en tendens til at miste taalmodigheden ret hurtigt - og muligvis snakke for meget. Ups. Vi var ude tre gange og det lykkedes kun for Lena og Diego at fange piratfisk (Anne formaaede dog at fange to traer - godt klaret!).

Fordi de mangler spaending i hverdagen i junglen skulle vi da paa vandring i moerket for at finde insekter - og bushmasteren; en 3 meter lang, meget tyk og sindssygt giftig slange, der findes i omraadet, og som efter sigende altid bevaeger sig mod lyset - meget betryggende naar man gaar rundt med en lommelygte. Vi var fans. Vi fandt den ikke, men fik dog lov til at faa et glimt af en fugleedderkop - vi var meget begejstrede!

Vi havde fire rigtige gode dage ved Cuyanbeno - og jungleture kan absolut anbefales - men turen var ikke slut endnu. Forude ventede vores bustur hjem til Quito og ligesom alle folk forlod byen fredag-loerdag, vendte alle folk tilbage tirsdag-onsdag. Diego anbefalede os derfor at tage bussen til den naertliggende by Lago Agrio (Ecuadors stoerste drugtown - og eftersigende ikke et sted man oensker at befinde sig om natten) for der ville det vaere lettere at faa fat paa en siddeplads hele vejen til Quito - og naar man skal koere 7 timer i bus er en siddeplads en ret god ting. Som sagt er al bustransport i Ecuador privatiseret og det betyder at de forskellige busselskaber ikke koordinerer med hinanden. I Lago Agrio blev vi sat af ved busselskabet Putumayo, og efter at have faaet bekraeftet at de ikke havde flere billetter til Quito, tog vi en taxa til Lago Agrios hovedterminal for at proeve et af de andre busselskaber. Her fik vi det at vide, som vi efterhaanden har hoert en gang eller to hernede "no hay bolletas" (der er ikke billetter) og saa gik vi ellers igang med at planlaegge alternative ruter. Da Anne ret tilfaeldigt faar lyst til at vaere sarkastisk overfor skaebnen, vaelger hun at spoerge ved Putumayos kontor ved hovedterminalen om fem billetter til Quito, og fuldstaendig uventet faar hun smidt svaret i hovedet "¿Si, ocho y media?". Der havde vi vores billetter - de sidste fem i bussen. Det er muligvis det bedste Anne nogensinde har gjort - hele gruppen var meget taknemmelige. Anne var meget paf - forstaaes - og kunne ikke rigtig reagere paa noget de naeste fem minutter uden foerst at udbryde "Men... Jeg forstaar det altsaa ikke?!"

Da vi kom med bussen gik der lige en time foer vi kunne koere - der var et hjul der skulle skiftes (sikkerhed frem for alt), og efter at have forladt terminalen brugte vi et kvarter paa at skifte det nye hjul ud med det gamle (meget betryggende) kom vi endelig afsted. Eller, vi koerte fem minutter og saa var det ud af bussen til pas- og taskekontrol (vi ligner nemlig nogen der gerne vil smugle narkotika ud af Lago Agrio). Dette gentog sig tre gange i loebet af natten (vi gensaa vores elskede paskontrol fra fredag, hvor soldaten der skulle skrive vores navne ned mente at vi maatte vaere soestre pga. vores meget ens efternavne! - Christensen og Lassesen er da ogsaa ret ens?) Sidst paa natten fik vi lov til at koere i politikonvoj sammen med ti andre busser - Ecuador er ikke helt sikkert at rejse i og paa trods af mindst to timers forsinkelse ankom vi til Quito kl. 04 som planlagt (vi synes godt nok ogsaa at buschauffoeren koerte noget hassarderet, men igen - det er Ecuador...)

Pt. sidder vi saa her og skriver blog efter 14 timers rejse, en halv times soevn og 6 timers engelskundervisning. Vi er meget friske.

Efter endnu en vellykket tur kan vi kun se frem til denne weekend, hvor den maaske staar paa Riobamba, maaske ikke. Vi maa se, hvad der sker :)

Til sidst vil vi gerne (fordi vi har lovet det) dedikere dette afsnit af vores blog til vores tyske rejsefaeller. Uden dem havde turen ikke vaeret den samme og vi havde virkelig en god tur. Og saa er de faktisk ret gode til at laere danske ord... Du griner.

(Finally we would like (because we promised to) to dedicate this blog to our german fellow travellers. Without them this trip wouldn't have been the same and we really did have a good time. And in fact, they are pretty good at learning danish words... Du griner.)