"Ecuador's biggest claim to fame... and name"

Citat: Lonely Planet. 

Mange lande i verden ligger paa aekvator, men af en eller anden underlig grund er det ecuadorianerne, som har foelt en trang til at opkalde deres land efter jordens midte. Loerdag morgen drog vi ud for at finde ud af 'what all the fuss is about'. Efter at have staaet ved siden af en nonne (helt klaedt i hvidt?) i bussen en times tid blev vi smidt af i en rundkoersel, stod forvirrede og kiggede lidt rundt, men blev dog til sidst enige om at foelge de faa andre turister hen imod den graesplaene, hvorpaa der med kaempestore hvide bogstaver stod Mitad del Mundo. Efter at have betalt den chokerende pris paa 2 dollars, slog vi os loes som aegte turister paa verdens midte (vi kommer nok aldrig til at kunne maale os med japanerne, men vi gjorde et godt forsoeg). Grundet tidspunktet var det os og ca. 3 andre personer, der kaempede om retten til at tage billeder ved den gule midterlinje (husk paa det naar I ser vores billeder). Det vil dog desvaerre for evigt laegge en lille daemper paa vores begejstring at manden der i sin tid beregnede, hvor aekvator burde ligge, regnede forkert, hvilket resulterer i at det gigantiske monument i dag ligger ca. 200 i forkert retning. Det forhindrede os dog ikke i at have en rigtig god dag, som vi desuden brugte paa at forfoelge de fritgaaende lamaer (Anne var meget begejstret - Susan, not so much), flygte ud at et insektmuseum (med levende insekter!!!) og udforske butikker og restauranter. Man kan sige meget om Ecuador's biggest claim to fame, men det var faktisk ret nice og det er bestemt ikke sidste gang vi leger turister. 

Naar ikke vi har mulighed for virkelig at slaa os loes, er det hverdagens smaa dramaer der optager os. En af de foerste dage brugte Anne nogle af sine enormt mange kraefter paa at rive doerhaandtaget til sit vaerelse af (vi undrer os stadig over hvordan det kunne lade sig goere)... doeren mangler pt. stadig et haandtag. Saa sent som i morges praktiserede Susan den fantastiske kunst at smaekke sig selv ude (og noeglen inde) faa sekunder efter at Patty havde overladt Susan de eneste noegler. Dette resulterede senere i at ovenboen maatte traede til og hjaelpe med at finde en alternativ vej ind. Patty tog det meget paent :)

Men ogsaa naar vi bevaeger os rundt uden for hjemmets fire vaegge sker der ting og sager. F.eks. har La Planada deres helt egen crazy lady (hun hedder i daglig omtale Locolita) som en helt almindelig eftermiddag brugte en hel time paa bare at staa og kigge ind over muren til skolen, mens vi legede med Jennys barnebarn Dylan og hans ven Franklin. Ellers ynder hun at vandre hvileloest rundt i kvarteret og snakke til folk ganske uopfordret (mht. os noejes hun med at mumle noget uforstaaeligt paa spansk efterfulgt af et foragteligt "gringos!". Vi tager det paa ingen maade som en kompliment). 

Efter smaa tre uger hernede havde vi samlet mod sammen til at drage til midtbyen for at haeve penge. Det er ikke saadan noget man bare lige goer. Det kraever planlaegning, snilde og opfindsomhed. Som vi vist har naevnt kan man risikere at blive roevet hvis ikke man taenker sig om hernede. 300 dollars hernede er en ret stor maengde penge hernede saa derfor skulle vi vaere ekstra opmaerksomme. Efter at have haevet pengene og sikret os at vi ikke blev forfulgt, gik vi som raadet mod toiletterne hvor vi brugte smaa ti minutter paa at omfordele pengene til forskellige steder paa kroppen. Derefter gjaldt det om at falde i et med maengden (hvilket dog aldrig rigtig kommer til at ske hernede) saa vi begav os mod supermarkedet MegaMaxi (hvis du ikke kan hoere det paa navnet saa er det et ret stort sted), hvorefter vi diskret sneg os mod bussen og hjem. 

Hvis vi overlever de naeste par dage, kan vi se frem til naeste store oplevelse, nemlig Otavalo, med de andre volontoerer paa loerdag og PIZZA paa tirsdag.

¡Kryds fingre og haab paa det bedste!

Otra vez; ¡Hola fra Ecuador!

Saa er det vist ved at vaere tid til at introducere stedet vi bor og arbejder. Quito skulle eftersigende vaere en by paa stoerrelse med Koebenhavn, men i et omraade domineret af bjerge siger det intet om byens faktiske stoerrelse. Quito maa uden tvivl vaere en af de laengste hovedstaeder i verden, i forhold til dens indbyggertal. Det kan snildt tage 2-2,5 time at krydse byen fra nord til syd (hvis man altsaa er saa heldig ikke at skulle skifte buslinje paa vejen). I Quito er der tre buslinjer, som hverken er logisk forbundet, centralt placeret eller bruger samme betalingssystem. Busserne er godt brugte, beskidte (mest pga. de enorme maengder bystoev og -os) og overfyldte, 9/10 gange naar man tager en bus ender man med at staa op og desperat klynge sig til naermeste stolpe/stoleryg/person for ikke at vaelte naar buschauffoeren vaelger;
1) At bremse pludseligt (og haardt op).
2) At saenke farten foer et vejbump (som der er sygt mange af) hvilket dog sker sjaeldent - frem skal man jo, jo hurtigere, jo bedre.
3) At dreje meget skarpt, uden at saenke farten (dette sker forholdsvis tit, da stortset alle sving i Quito er omkring de 90 grader.
4) At skifte gear (dette er desvaerre ogsaa noedvendigt i Quito), hvilket resulterer i ret voldsomme ryk (det kan vaere ret svaert at finde koblingspunktet paa vej op af en bjergside).
Som foer naevnt er det ikke en noedvendighed at busdoerene er lukkede under koersel, saa hvis du er saa heldig at faa en plads ved doeren, er du sikret aircondition resten af turen, men husk at holde godt fast, du bliver garanteret noedt til at vente paa naeste bus hvis du falder af. Vi fraraader dog alle at gribe fat lige over doeren, da det her er smurt ind i olie (spoerg bare Susan og hendes spansklektier). Vi har efterhaanden erfaret at de reneste steder at holde fast, er de steder hvor de andre ikke kan naa, dvs. de oeverste stolper, hvilket er meget behaendigt for folk som os. Nu skal det ikke lyde som om vi ikke er fans af det ecuadorianske bussystem - for tro os, naar en bustur koster 25 cent (knap en krone og 25 oere) og du kan komme hele byen rundt for hoejest 1 dollar, kan man leve med meget!

Quito ligger i hoejlandet, placeret midt i en bjergkaede, ca. 3000 meter over havets overflade (det tager tid at vaenne sig til den tynde luft!). Byen er fyldt med modsaetninger, som er synlige hvorend du gaar. Det kommer isaer til udtryk naar man ser de rige kvarterer ligge klods op og ned af halvfaerdige betonbygninger, ofte kun adskilt af hoeje betonmure med pigtraad eller knust glas som prikken over i'et, samt en checkpoint ved det rige kvarters indgang. Det er desvaerre fuldt forstaaeligt at mange maa sikre sig paa denne maade i en by som Quito, da kriminalitet er meget udbredt. Derfor er spontane roeverier paa aaben gade noget man skal forberede sig paa hver gang man gaar ud af doeren. Et af de foerste raad vi fik, da vi ankom, var, at man ikke skal have noget paa sig man ikke kan taale at miste. Med sund fornuft kommer man dog langt. Selv bor vi i byens nordvestlige del La Planada, hvor man for at naa frem skal koere op, op, op. Dette er et af mange fattige kvarterer i Quito, paa trods af at det har byens bedste udsigt over resten af Quito. Omraadet er praeget af beton, gitterporte, vasketoej paa tagene og hunde der loeber frit omkring. Her bor og lever langt de fleste boern fra skolen.

Skolen William Tell er en privatskole hvor der gaar ca. 115 boern i alderen 3-14. Det koster 30 dollars om maaneden at have sit barn i skolen - en forholdsvis stor udgift for en gennemsnits familie her omkring. Det kan saa her indskydes at mindsteloennen i Ecuador er 215 dollars om maaneden, og at gennemsnitsprisen for at have et barn i privatskole er 100 dollars. Skolen fungerer med ca. 7 laerere, en fast i hver klasse, som underviser i alle fag (et gaet er er langt fra alle laererne er uddannede til at undervise, men foer for faa uger siden har det ikke vaeret et krav). At vi er i en spanskdomineret del af verden er tydelig - det engelske sprogs indflydelse er minimal og de laerere der er sat af til at undervise i engelsk ved ikke mere end hvad de kan laese sig til i laererboegerne. Det er saa her volontoerer kommer ind i billedet. Pt. er vi 4, som tager sig af engelskundervisningen i alle klasser. Vi arbejder sammen med to tyske volontoerer, Julika og Dirk, som begge har vaeret her siden august og skal vaere her skoleaaret ud. Susan underviser i 3., 4. og 6. klasse sammen med Dirk og Anne i 2., 5. og 7. sammen med Julika. Saa vores hverdag gaar med at planlaegge og gennemfoere undervisning, saa godt som vi nu kan. De to stoerste udfordringer pt. er, for det foerste, at vi ikke forstaar hvad boernene siger (det goer Julika og Dirk dog heldigvis) og for det andet, at det ecuadorianske skolesystem er saa praeget af copy/paste-princippet at boernene har det med at glemme hvad de har laert aaret og dagen foer. Isaer i engelsk da det som sagt ligger saa langt fra dem og deres hverdag (tilgengaeld er boernene rigtig gode til at skrive af fra tavlen).

Generelt er boernene fantastiske, entusiastiske og glade. Vi har vaeret her i knap 3 uger og vi ser allerede boernene som vores egne. Altsaa knytter man sig hurtigt til boernene og de knytter sig om muligt endnu hurtigere til os. Som volontoerer har vi automatisk en anderledes laererrolle, som gaar ligesaa meget ud paa at give opmaerksomhed og omsorg, som den gaar ud paa at vaere underviser. Hvor meget volontoererne rent faktisk betyder hernede kom til udtryk i fredags, da boernene maatte sige farvel til deres musik- og billedkunstlaerer gennem et halvt aar, Ode fra Schweiz. Boernene havde hele dagen lavet kort og gaver, hvilket gjorde det praktisk talt umuligt for os at gennemfoere undevisningen. Den sidste time blev afbrudt efter 10 minutter og hele skolen samledes udenfor. Her stillede boernene op efter klasser, og sagde hver isaer, en efter en farvel til Ode. Der blev holdt en lille tale og saa begyndte to timers tristhed og graad. Aldrig har vi set saa mange boern graede paa en gang. Vi lagde skuldre til rigtig mange boerns graad (her vil Susan gerne indroemme at hun efter hun fandt 5-aarige Domi graedende alene paa trappen, faeldede en taare eller to, paa alle boernenes vegne - stilfuldt selvfoelgelig). Det er muligvis det mest hjerteskaerende vi nogensinde har vaeret vidne til og vi gruer for den dag hvor det bliver vores tur.
Som alt andet i Ecuador afsluttede vi Odes sidste dag med kage. Kager sker bare regelmaessigt hernede. Uden at taenke for meget paa at vi snart har vaeret her 1/4 af tiden (og det faktum at vores spanske stadig skranter bare en smule) nyder vi bare landet, skolen og ikke mindst boernene saa meget vi kan.

Naeste sindsoprivende kapitel i vores liv paa kanten bliver at staa med en fod plantet paa hver side af jorden... Mitad del Mundo. Foelg med - det bliver vildt!

¡It`s a Kodak moment!

¡Hola!

Saa fandt vi tid til endnu en gang at give jer et indblik i vores liv her i det sydamerikanske. En vigtig del af vores liv hernede er vores vaertsfamilier, som meget hurtigt har taget os til sig. So here goes...

Anne bor ved Jenny (det gjorde Susan ogsaa de foerste 3 dage, da det der med at flytte rundt paa vaerdigenstande efter moerkets frembrud hernede, ikke er verdens bedste idè), hendes mand Freddy og deres soen Cristian. Med dem foelger dog et utal af tanter, onkler, kusiner, faetrer, nevoer, niecer, bedstemoedre og boerneboern, hvoraf halvdelen bor, hvis ikke i samme bygning saa lige rundt om hjoernet. Jenny er daglig leder af skolen William Tell, hvorpaa vi arbejder, og hendes hjem er en del af skolebygningerne. Det lader til (vi er ikke helt sikre paa noget hernede - som sagt, alt foregaar paa spansk) at Jenny og Freddy er flyttet ud af deres sovevaerelse og ind paa soennikes for at goere plads til Anne. Meget paent af dem og et godt eksempel paa deres gaestfrihed. Jennys soester Chela og hendes mor Isabel (abuelita) bor ogsaa paa skolen og Abuelita staar for alt der hedder skolemad (snack kl. 10.30 er dagens bedste maaltid og kan bl.a. bestaa af brasede kartofler med en poelse, bananpandekager eller popcorn med aeg).

Paa skolen arbejder ogsaa Susans vaertsmor Patty. Hun bor 5 minutters gang fra skolen med sin 3 maaneder gamle soen Italo (verdens letteste og gladeste baby - han har graedt ca. 2 gange paa 2 uger). Lige for oejeblikket er han desvaerre syg efter sin 3 mdr.s vaccine, men det bliver bedre. Susan, Patty og Italo bor paa nederste etage i et lille lejlighedskompleks. I lejligheden goer det samme sig gaeldende som hos Anne, nemlig at Patty tilsyneladende er flyttet ud af sit sovevaerelse og overladt det til Susan. Patty har to soeskende der bor i omraadet (og en mor i Chicago). Hendes storesoester, med mand og 4 boern (soesteren og mandens navn er endnu ikke opfanget men boernene hedder Giovanni, Josè, Anais og Nicolas hvoraf de to yngste gaar paa William Tell) og hendes storebror Italo, der bor med sin kone i omraadet kigger tit forbi eller tager gerne mod besoeg. Familierelationerne hernede er ret indviklede, men vi arbejder pt paa at hitte rede i traadene. Vi regner med at det hele giver sig selv naar vi kan forstaa, hvad de siger.

Jenny og Patty er gode veninder. De griner generelt rigtig meget og bruger store armbevaegelser i aegte sydamerikansk stil. Det at de er saa gode veninder goer at det ikke er noget problem for os at lave aftaler os imellem, heller ikke selvom de opstaar spontant (det meste hernede opstaar spontant). Allerede sidste loerdag fik vi vores ilddaab som aegte familiemedlemmer, da vi var blevet inviteret med til Jennys barnebarns, Valentina, daab (og ikke mindst efterfoelgende fiesta). Vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente af en saadan familiefest, men var dog blevet forberedt paa at den kunne bestaa af en stor del dans og alkohol. Begge dele viste sig at vaere korrekte!

Det hele startede i kirken, som d. 8 januar stadig var fuldt oppyntet til jul, med alt hvad det indebaerer af julekugler, glitterguilander og farvestraalende lyskaeder i bedste neonstil omkring den korsfaestede Jesus. Saa var stilen ligesom lagt (minimalisme og sydamerika gaar ikke haand i haand). Efter en messe, hvor vi forstod absolut ingenting,  kom selve daaben. Den foregik meget traditionelt, men bagefter blev der taendt et lys

for Valentina som symbolsk skulle oplyse hendes vej gennem livet. Vi blev koert til selve fiestaen med bus (en af de busser vi holder saa meget af!) og ankom til "festsalen" (et noget koeligt festtelt). Stedet var, i vores oejne, meget underligt indrettet. Folk satte sig paa stole som stod rundt langs vaeggene og inde i midten var placeret en daabskage, som ville vaere en hvilken som helst bryllupsfest vaerdig. Paa bordet stod ogsaa lidt tapas, som vi dog ikke skulle faa lov at spise foer efter 3 timers dans. Dansen startede lige efter foraeldrene havde budt velkommen, og gulvet fyldtes langsomt men sikkert af dansende par. Efter et stykke tid og utallige nysgerrige blikke (det er vi dog efterhaanden blevet vant til - de fleste i Ecuador opfoerer sig som om de aldrig har set en person med lys hud og blaa oejne foer) besluttede vi os for at vi hellere maatte proeve at falde i et med maengden. Da vi efter tre kvarter foelte at vi kunne vaere bekendt at saette os igen udbryder Anne traet; "Mit vaerste mareridt lige nu er at blive budt op!" hvilket paa det tidspunkt virkede som en meget urealistisk tanke, da ingen indtil videre havde gjort tilnaermelser til at ville danse. Scenariet de foelgende to minutter er som foelger: Susan rejser sig et kort ojeblik for at tage et billede af daabsbarnet og efterlader Anne siddende alene paa en stol langs vaeggen. Susan vender sig om for at gaa tilbage, men opdager at Anne ikke laengere sidder paa stolen, men derimod er ude paa dansegulvet - med random guy i crocks(sko)! Susan gaar derefter hen og saetter sig, men mindre end ti sekunder senere er der en anden fyr (aabenbart Jennys nevoe) der byder hende op til dans. Og saadan gaar det til at vi ligepludselig staar paa dansegulvet og er genstand for hele rummets opmaerksomhed. Efter 20 minutters akavet, men alligevel utrolig sjov dans, trak vi os tilbage og Anne fik lov til at forklare hvordan hun med alles oejne paa sig og efter utallige gange insisterende "NO GRACIAS!" havde foelt sig tvunget til at acceptere en "kort" svingom.

Efter endnu et par timers dans blev tapasene delt ud, kagen blev flyttet og gulvet ryddet til - gaet engang - mere dans. Salsarytmerne fortsatte og alkoholen blev delt rundt oftere og oftere. Det med alkoholen er en sjov historie, da man ikke, som vi er vant til, har hvert sit glas (maaske fordi der ikke er nogle borde at stille glassene paa) men derimod et deleglas pr. flaske. Personen med flasken gaar rundt og deler ud og skaaler med alle der tager imod glasset. Det lyder maaske ikke som om at man paa denne maade kan naa at faa saerlig meget indenbords, men tro os, det kan de! Selv holdt vi os fra alkoholen (da pinlige fuldeepisoder ikke var det vi oenskede skulle kendetegne vores foerste familiefiesta i Ecuador) og maatte noejes med aftensmad, som blev serveret paa et tidspunkt der i Danmark ville vaere helt uacceptabelt: 22.30! Vi maatte give op og gaa hjem omkring midnat, men efter sigende varede festen (dansen!) til den lyse morgen. Vi siger tak til Jenny og hendes familie for en oplevelsesrig aften!

(Vi undrer os stadigvaek over hvornaar de fik lov til at spise kagen, da den endnu ikke var blevet serveret da vi gik...)

Ting vi har laert om Ecuador:

I loebet af dit ophold kan du vaere sikker paa at blive enten bestjaalet eller overfaldet (hvis ikke begge dele) foer eller siden. Det kan faktisk ikke undgaaes!

Der findes mindst 3 forskellige slags bananer (og de smager bestemt ikke ens!)

Der serveres altid varm maelk til kaffen. Ogsaa selvom du ikke drikker kaffe.

Det er helt normalt at spise popcorn hele tiden - ogsaa at putte dem i suppen.

Der serveres suppe mindst en gang i loebet af dagen (Susan er glad. Anne - noget utilfreds).

Ecuadorianere synes dyrefoedder i mad er laekkert (vi er absolut ikke enige!)

Det er forbudt at goere noget saa hygiejnisk som at smide toiletpapiret i toilettet - man skal derimod smide det  i spanden uden laag, der staar ved siden af.

I loebet af dit ophold vil du helt sikkert befinde dig i en situation, hvor det eneste rigtige citat til at beskrive den er; "It´s a Kodak moment".

Lige meget, hvor mange gange du gentager "¡No hablo español!", vil folk stadig konstant udsaette dig for en lind stroem af spanske saetninger.

Trafikregler er en by i Rusland (eller Danmark for den sags skyld) for ecuadorianere.

Busdoere behoever ikke noedvendigvis at vaere lukkede under koersel, og bussen stopper ikke noedvendigvis helt under paa - og udstigning.

Det kan foere til meget akavede oejeblikke, hvis man ikke har styr paa, hvilken kind man kysser paa som hilsen (Alle kysser hinanden paa kinden - det er god kutyme)

Du behoeves ikke have moedt folk for at blive betragtet som familie - i Ecuador sker det bare!

Hvis temperaturen falder til under 15 grader (og ja, vi snakker plusgrader) bruges udtrykket "Muy frio" ("Meget koldt") oftere end hyppigt (Og enhver ecuadoriansk mor med respekt for sig selv pakker sine boern godt ind i flere lag toej og halstoerklaeder - men saa igen, de er ogsaa foerst paa vej ud af "vinteren" nu)

Kulturen dikterer at du foer, du kan starte en rigtig samtale med et barn, skal svare paa 3 spoergsmaal: "¿Tienes un novio?", "¿Estas casado?" og "¿Tienes niños?" ("Har du en kaereste?", "Er du gift?" og "Har du boern?").

Fortsaettelse foelger...