¡Kryds fingre og haab paa det bedste!

Otra vez; ¡Hola fra Ecuador!

Saa er det vist ved at vaere tid til at introducere stedet vi bor og arbejder. Quito skulle eftersigende vaere en by paa stoerrelse med Koebenhavn, men i et omraade domineret af bjerge siger det intet om byens faktiske stoerrelse. Quito maa uden tvivl vaere en af de laengste hovedstaeder i verden, i forhold til dens indbyggertal. Det kan snildt tage 2-2,5 time at krydse byen fra nord til syd (hvis man altsaa er saa heldig ikke at skulle skifte buslinje paa vejen). I Quito er der tre buslinjer, som hverken er logisk forbundet, centralt placeret eller bruger samme betalingssystem. Busserne er godt brugte, beskidte (mest pga. de enorme maengder bystoev og -os) og overfyldte, 9/10 gange naar man tager en bus ender man med at staa op og desperat klynge sig til naermeste stolpe/stoleryg/person for ikke at vaelte naar buschauffoeren vaelger;
1) At bremse pludseligt (og haardt op).
2) At saenke farten foer et vejbump (som der er sygt mange af) hvilket dog sker sjaeldent - frem skal man jo, jo hurtigere, jo bedre.
3) At dreje meget skarpt, uden at saenke farten (dette sker forholdsvis tit, da stortset alle sving i Quito er omkring de 90 grader.
4) At skifte gear (dette er desvaerre ogsaa noedvendigt i Quito), hvilket resulterer i ret voldsomme ryk (det kan vaere ret svaert at finde koblingspunktet paa vej op af en bjergside).
Som foer naevnt er det ikke en noedvendighed at busdoerene er lukkede under koersel, saa hvis du er saa heldig at faa en plads ved doeren, er du sikret aircondition resten af turen, men husk at holde godt fast, du bliver garanteret noedt til at vente paa naeste bus hvis du falder af. Vi fraraader dog alle at gribe fat lige over doeren, da det her er smurt ind i olie (spoerg bare Susan og hendes spansklektier). Vi har efterhaanden erfaret at de reneste steder at holde fast, er de steder hvor de andre ikke kan naa, dvs. de oeverste stolper, hvilket er meget behaendigt for folk som os. Nu skal det ikke lyde som om vi ikke er fans af det ecuadorianske bussystem - for tro os, naar en bustur koster 25 cent (knap en krone og 25 oere) og du kan komme hele byen rundt for hoejest 1 dollar, kan man leve med meget!

Quito ligger i hoejlandet, placeret midt i en bjergkaede, ca. 3000 meter over havets overflade (det tager tid at vaenne sig til den tynde luft!). Byen er fyldt med modsaetninger, som er synlige hvorend du gaar. Det kommer isaer til udtryk naar man ser de rige kvarterer ligge klods op og ned af halvfaerdige betonbygninger, ofte kun adskilt af hoeje betonmure med pigtraad eller knust glas som prikken over i'et, samt en checkpoint ved det rige kvarters indgang. Det er desvaerre fuldt forstaaeligt at mange maa sikre sig paa denne maade i en by som Quito, da kriminalitet er meget udbredt. Derfor er spontane roeverier paa aaben gade noget man skal forberede sig paa hver gang man gaar ud af doeren. Et af de foerste raad vi fik, da vi ankom, var, at man ikke skal have noget paa sig man ikke kan taale at miste. Med sund fornuft kommer man dog langt. Selv bor vi i byens nordvestlige del La Planada, hvor man for at naa frem skal koere op, op, op. Dette er et af mange fattige kvarterer i Quito, paa trods af at det har byens bedste udsigt over resten af Quito. Omraadet er praeget af beton, gitterporte, vasketoej paa tagene og hunde der loeber frit omkring. Her bor og lever langt de fleste boern fra skolen.

Skolen William Tell er en privatskole hvor der gaar ca. 115 boern i alderen 3-14. Det koster 30 dollars om maaneden at have sit barn i skolen - en forholdsvis stor udgift for en gennemsnits familie her omkring. Det kan saa her indskydes at mindsteloennen i Ecuador er 215 dollars om maaneden, og at gennemsnitsprisen for at have et barn i privatskole er 100 dollars. Skolen fungerer med ca. 7 laerere, en fast i hver klasse, som underviser i alle fag (et gaet er er langt fra alle laererne er uddannede til at undervise, men foer for faa uger siden har det ikke vaeret et krav). At vi er i en spanskdomineret del af verden er tydelig - det engelske sprogs indflydelse er minimal og de laerere der er sat af til at undervise i engelsk ved ikke mere end hvad de kan laese sig til i laererboegerne. Det er saa her volontoerer kommer ind i billedet. Pt. er vi 4, som tager sig af engelskundervisningen i alle klasser. Vi arbejder sammen med to tyske volontoerer, Julika og Dirk, som begge har vaeret her siden august og skal vaere her skoleaaret ud. Susan underviser i 3., 4. og 6. klasse sammen med Dirk og Anne i 2., 5. og 7. sammen med Julika. Saa vores hverdag gaar med at planlaegge og gennemfoere undervisning, saa godt som vi nu kan. De to stoerste udfordringer pt. er, for det foerste, at vi ikke forstaar hvad boernene siger (det goer Julika og Dirk dog heldigvis) og for det andet, at det ecuadorianske skolesystem er saa praeget af copy/paste-princippet at boernene har det med at glemme hvad de har laert aaret og dagen foer. Isaer i engelsk da det som sagt ligger saa langt fra dem og deres hverdag (tilgengaeld er boernene rigtig gode til at skrive af fra tavlen).

Generelt er boernene fantastiske, entusiastiske og glade. Vi har vaeret her i knap 3 uger og vi ser allerede boernene som vores egne. Altsaa knytter man sig hurtigt til boernene og de knytter sig om muligt endnu hurtigere til os. Som volontoerer har vi automatisk en anderledes laererrolle, som gaar ligesaa meget ud paa at give opmaerksomhed og omsorg, som den gaar ud paa at vaere underviser. Hvor meget volontoererne rent faktisk betyder hernede kom til udtryk i fredags, da boernene maatte sige farvel til deres musik- og billedkunstlaerer gennem et halvt aar, Ode fra Schweiz. Boernene havde hele dagen lavet kort og gaver, hvilket gjorde det praktisk talt umuligt for os at gennemfoere undevisningen. Den sidste time blev afbrudt efter 10 minutter og hele skolen samledes udenfor. Her stillede boernene op efter klasser, og sagde hver isaer, en efter en farvel til Ode. Der blev holdt en lille tale og saa begyndte to timers tristhed og graad. Aldrig har vi set saa mange boern graede paa en gang. Vi lagde skuldre til rigtig mange boerns graad (her vil Susan gerne indroemme at hun efter hun fandt 5-aarige Domi graedende alene paa trappen, faeldede en taare eller to, paa alle boernenes vegne - stilfuldt selvfoelgelig). Det er muligvis det mest hjerteskaerende vi nogensinde har vaeret vidne til og vi gruer for den dag hvor det bliver vores tur.
Som alt andet i Ecuador afsluttede vi Odes sidste dag med kage. Kager sker bare regelmaessigt hernede. Uden at taenke for meget paa at vi snart har vaeret her 1/4 af tiden (og det faktum at vores spanske stadig skranter bare en smule) nyder vi bare landet, skolen og ikke mindst boernene saa meget vi kan.

Naeste sindsoprivende kapitel i vores liv paa kanten bliver at staa med en fod plantet paa hver side af jorden... Mitad del Mundo. Foelg med - det bliver vildt!