¡It`s a Kodak moment!

¡Hola!

Saa fandt vi tid til endnu en gang at give jer et indblik i vores liv her i det sydamerikanske. En vigtig del af vores liv hernede er vores vaertsfamilier, som meget hurtigt har taget os til sig. So here goes...

Anne bor ved Jenny (det gjorde Susan ogsaa de foerste 3 dage, da det der med at flytte rundt paa vaerdigenstande efter moerkets frembrud hernede, ikke er verdens bedste idè), hendes mand Freddy og deres soen Cristian. Med dem foelger dog et utal af tanter, onkler, kusiner, faetrer, nevoer, niecer, bedstemoedre og boerneboern, hvoraf halvdelen bor, hvis ikke i samme bygning saa lige rundt om hjoernet. Jenny er daglig leder af skolen William Tell, hvorpaa vi arbejder, og hendes hjem er en del af skolebygningerne. Det lader til (vi er ikke helt sikre paa noget hernede - som sagt, alt foregaar paa spansk) at Jenny og Freddy er flyttet ud af deres sovevaerelse og ind paa soennikes for at goere plads til Anne. Meget paent af dem og et godt eksempel paa deres gaestfrihed. Jennys soester Chela og hendes mor Isabel (abuelita) bor ogsaa paa skolen og Abuelita staar for alt der hedder skolemad (snack kl. 10.30 er dagens bedste maaltid og kan bl.a. bestaa af brasede kartofler med en poelse, bananpandekager eller popcorn med aeg).

Paa skolen arbejder ogsaa Susans vaertsmor Patty. Hun bor 5 minutters gang fra skolen med sin 3 maaneder gamle soen Italo (verdens letteste og gladeste baby - han har graedt ca. 2 gange paa 2 uger). Lige for oejeblikket er han desvaerre syg efter sin 3 mdr.s vaccine, men det bliver bedre. Susan, Patty og Italo bor paa nederste etage i et lille lejlighedskompleks. I lejligheden goer det samme sig gaeldende som hos Anne, nemlig at Patty tilsyneladende er flyttet ud af sit sovevaerelse og overladt det til Susan. Patty har to soeskende der bor i omraadet (og en mor i Chicago). Hendes storesoester, med mand og 4 boern (soesteren og mandens navn er endnu ikke opfanget men boernene hedder Giovanni, Josè, Anais og Nicolas hvoraf de to yngste gaar paa William Tell) og hendes storebror Italo, der bor med sin kone i omraadet kigger tit forbi eller tager gerne mod besoeg. Familierelationerne hernede er ret indviklede, men vi arbejder pt paa at hitte rede i traadene. Vi regner med at det hele giver sig selv naar vi kan forstaa, hvad de siger.

Jenny og Patty er gode veninder. De griner generelt rigtig meget og bruger store armbevaegelser i aegte sydamerikansk stil. Det at de er saa gode veninder goer at det ikke er noget problem for os at lave aftaler os imellem, heller ikke selvom de opstaar spontant (det meste hernede opstaar spontant). Allerede sidste loerdag fik vi vores ilddaab som aegte familiemedlemmer, da vi var blevet inviteret med til Jennys barnebarns, Valentina, daab (og ikke mindst efterfoelgende fiesta). Vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente af en saadan familiefest, men var dog blevet forberedt paa at den kunne bestaa af en stor del dans og alkohol. Begge dele viste sig at vaere korrekte!

Det hele startede i kirken, som d. 8 januar stadig var fuldt oppyntet til jul, med alt hvad det indebaerer af julekugler, glitterguilander og farvestraalende lyskaeder i bedste neonstil omkring den korsfaestede Jesus. Saa var stilen ligesom lagt (minimalisme og sydamerika gaar ikke haand i haand). Efter en messe, hvor vi forstod absolut ingenting,  kom selve daaben. Den foregik meget traditionelt, men bagefter blev der taendt et lys

for Valentina som symbolsk skulle oplyse hendes vej gennem livet. Vi blev koert til selve fiestaen med bus (en af de busser vi holder saa meget af!) og ankom til "festsalen" (et noget koeligt festtelt). Stedet var, i vores oejne, meget underligt indrettet. Folk satte sig paa stole som stod rundt langs vaeggene og inde i midten var placeret en daabskage, som ville vaere en hvilken som helst bryllupsfest vaerdig. Paa bordet stod ogsaa lidt tapas, som vi dog ikke skulle faa lov at spise foer efter 3 timers dans. Dansen startede lige efter foraeldrene havde budt velkommen, og gulvet fyldtes langsomt men sikkert af dansende par. Efter et stykke tid og utallige nysgerrige blikke (det er vi dog efterhaanden blevet vant til - de fleste i Ecuador opfoerer sig som om de aldrig har set en person med lys hud og blaa oejne foer) besluttede vi os for at vi hellere maatte proeve at falde i et med maengden. Da vi efter tre kvarter foelte at vi kunne vaere bekendt at saette os igen udbryder Anne traet; "Mit vaerste mareridt lige nu er at blive budt op!" hvilket paa det tidspunkt virkede som en meget urealistisk tanke, da ingen indtil videre havde gjort tilnaermelser til at ville danse. Scenariet de foelgende to minutter er som foelger: Susan rejser sig et kort ojeblik for at tage et billede af daabsbarnet og efterlader Anne siddende alene paa en stol langs vaeggen. Susan vender sig om for at gaa tilbage, men opdager at Anne ikke laengere sidder paa stolen, men derimod er ude paa dansegulvet - med random guy i crocks(sko)! Susan gaar derefter hen og saetter sig, men mindre end ti sekunder senere er der en anden fyr (aabenbart Jennys nevoe) der byder hende op til dans. Og saadan gaar det til at vi ligepludselig staar paa dansegulvet og er genstand for hele rummets opmaerksomhed. Efter 20 minutters akavet, men alligevel utrolig sjov dans, trak vi os tilbage og Anne fik lov til at forklare hvordan hun med alles oejne paa sig og efter utallige gange insisterende "NO GRACIAS!" havde foelt sig tvunget til at acceptere en "kort" svingom.

Efter endnu et par timers dans blev tapasene delt ud, kagen blev flyttet og gulvet ryddet til - gaet engang - mere dans. Salsarytmerne fortsatte og alkoholen blev delt rundt oftere og oftere. Det med alkoholen er en sjov historie, da man ikke, som vi er vant til, har hvert sit glas (maaske fordi der ikke er nogle borde at stille glassene paa) men derimod et deleglas pr. flaske. Personen med flasken gaar rundt og deler ud og skaaler med alle der tager imod glasset. Det lyder maaske ikke som om at man paa denne maade kan naa at faa saerlig meget indenbords, men tro os, det kan de! Selv holdt vi os fra alkoholen (da pinlige fuldeepisoder ikke var det vi oenskede skulle kendetegne vores foerste familiefiesta i Ecuador) og maatte noejes med aftensmad, som blev serveret paa et tidspunkt der i Danmark ville vaere helt uacceptabelt: 22.30! Vi maatte give op og gaa hjem omkring midnat, men efter sigende varede festen (dansen!) til den lyse morgen. Vi siger tak til Jenny og hendes familie for en oplevelsesrig aften!

(Vi undrer os stadigvaek over hvornaar de fik lov til at spise kagen, da den endnu ikke var blevet serveret da vi gik...)